Ny købmand åbner i Præstbro
…
23. oktober 2015 - kl. 9:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Forretningen er ikke bare til for borgerne i Præstbro, men hele ”Den Bette Trekants” købmand.
Navnet ”Den Bette Trekant” dækker over den gamle Albæk Kommune, hvilket vil sige landsbyerne Voerså, Lyngså og Præstbro.
For borgerne i Præstbro og omegn har det været en lang og træls periode uden købmand. For få år siden lukkede den eneste købmand i byen på grund af sygdom, og efter en periode hvor bygningen stod tom, kom der lidt liv i byen igen, da der i kortere tid fungerede en forretning med akvariefisk og foder til disse samt foder til heste, hunde, katte og legetøj til kæledyr.
Nu kommer der liv i Præstbro igen. En af byens egne sønner, Lindy Bonderup, der er født og opvokset i Præstbro, har fået mod på opgaven. I skrivende stund (22.oktober) er han fuld gang med at bygge forretningen op til åbningen, der skal ske tirsdag 3. november.
– Jeg har mod på opgaven, og tror på at det kan lade sig gøre. Jeg har ingen kassekredit, men foreløbig har 51 personer lovet mig forudbetaling hver måned med kr. 500 – til kr. 1.000 – samt studerende og andre, der slipper billigere. Pengene skal gå til varekøb, og så kan det efter mine beregninger lade sig gøre at drive en købmandsforretning i Præstbro. Til daglig er der åbent fra 8 – 18, lørdage 8 – 14 og søndage fra 8 – 10.
– Forretningen er foreløbig et enmandsprojekt, og jeg satser på almindelige dagligvarer til enhver husholdning, kølevarer som mælk, smør og pålæg samt frisk bagerbrød, som bliver leveret fra Håndværksbageren på Ålborgvej i Sæby. Ugeblade og aviser bliver også en del af sortimentet, men Tips og Lotto samt medicinalvarer er indtil videre stillet på stand by.
– Medlemmer, det vil sige dem der på forhånd støtter projektet og betaler forud, kan få gratis levering af varer en gang om ugen. Hvis man er interesseret, kan man nå at blive medlem endnu. Man skal bare give besked senest 30. november.
– Forretningen har ingen skilt på facaden, så jeg leder efter en, der vil sponsere et skilt med BYENS KØBMAND I DEN BETTE TREKANT.
– Ud over det allerede nævnte er forretningen delt op i tre sektioner. Til selve butikken er der et tilhørende kontor, og ude i butikken er der en kaffestue, som kunderne er velkomne til at benytte. Her kan man sætte sig og strække benene lidt, alt imens man nyder en kop gratis kaffe med en småkage til og ordner verdenssituationen med andre kunder i butikken. Hvis jeg en dag skulle finde på noget andet, håber jeg, der er nogen, der vil føre forretningen videre, så den ikke bare lukker igen, fortæller den nye optimistiske købmand i Præstbro.
Hvem er købmanden
Lindy Bonderup er 37 år og fra Præstbro. Han er udlært købmand hos Fakta i Frederikshavn og har været ansat i Faktabutikkerne i både Sæby og Østervrå samt Schou Epa i Frederikshavn, dengang denne butik eksisterede, så grundlaget er i orden, for den nye købmand.
Reception
Tirsdag 3. november 10.00 åbner forretningen med en lille reception. Her serveres der gratis sodavand samt gratis kaffe og småkager.
På selve dagen er der et rigtig godt åbningstilbud på kaffe, og dagen efter et nyt flot tilbud som den nye købmand ikke endnu vil røbe, hvad det går ud på.
Den ny købmand kan kontaktes i åbningstiden på telefon 29 10 70 46.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny købmand åbner i Præstbro
...' til en bekendt