
Ekstraarbejde til husejere
…
14. oktober 2015 - kl. 9:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efterårsvejret har hidtil vist sig fra sin pæneste side, men årstiden er også synonymt med kraftige efterårsstorme. Det er derfor nu, nordjyske husejere bør gøre huset klar til rusk og regn og pakke haveudstyret sammen, lyder rådet fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.
Kalenderen afslører, at vi er gået ind i efterårsmånederne, og det er lige straks højsæson for stormvejr. Derfor er det nu, at man bør gå huset efter fra kælder til kvist, så man er sikker på, at det kan stå prøven, når stormvejret rammer.
– Som husejer bør man bruge en time på at tjekke huset og se efter, at ingen tagplader eller tagsten er løse. Facadebeklædninger, udhæng og andre dele, der i værste fald kan rives løs i en storm, bør man også tjekke, så man ved, at de er fastgjort ordentligt. Derudover skal man huske at fjerne visne blade og snavs fra tagrenderne, så regnvandet kan ledes væk fra huset, forklarer forretningsfører, Birthe Jensen fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.
Vigtigt at tjekke tagrender og afløb
– Man skal være opmærksom på, at forsikringen typisk ikke dækker, hvis en vandskade skyldes, at tagrenderne er helt stoppet til eller afløb ikke virker efter hensigten. Er tagrender og nedløbsrør tilstoppede med blade, så vandet ikke kan løbe væk fra huset, og det forårsager en vandskade, så dækker forsikringen ikke, tilføjer Birthe Jensen.
Husk havemøblerne og grillen
Igennem de senere år har rigtig mange vendelboere etableret og investeret i flotte havelounges med en stor gasgrill, anretningsborde, terrassevarmere, krukker og elegante møbler. Alt sammen lækkert og dejligt om sommeren, men også en særlig udfordring, når det danske vejr spiller med musklerne, og vinden begynder at flytte rundt på tingene, forklarer Birthe Jensen
– Derfor er det vigtigt, at man også husker at pakke alle løse genstande i haven sammen, også større ting som loungemøbler og grilludstyr, og flytter det ind i et skur eller en lukket garage, når der varsles storm eller hård blæst. Forsikringen dækker som udgangspunkt skader som følge af storm, men der er ikke penge at hente for løse genstande, der er ødelagt af en flyvetur i stormen, slutter Birthe Jensen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ekstraarbejde til husejere
...' til en bekendt