
Blomsterløb med plads til cykler og gåben
8. oktober 2015 - kl. 12:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Østervrå Løberne inviterer søndag den 11. oktober på oplevelser kombineret med gå-, cykel-, eller løbeture rundt i Østervrå og omegn. Løbet starter med tilmelding og slutter med sponserede pølser og gratis svømning ved Østervrå Idræts- og Kulturcenter.
Blomsterløb er titlen på arrangementet, men det skal bestemt ikke afholde nogen fra at deltage i et mere adstadigt tempo eller at springe på cyklen, for alle kan være med understreger arrangørerne.
Ruterne har form som en blomst, deraf navnet, hvor deltagerne kan vælge at løbe cykle eller gå alle ”kronbladene” og/eller cirklen i midten. ”Kronblade” er jo som bekendt både store og små, det er ruterne også, så deltagerne frit kan vælge mellem en kortere eller længere tur.
Gå, Cykel eller løb
Arrangørerne har tilrettelagt fem ruter på hver 5-7 km, som deltagerne kan løbe eller gå. – Er du mere til de tohjulede, så er det også en mulighed med en rute for motionister på 5-15 km i blandet tempo, mountainbike med en tur på 40 km for øvede eller en 25 km-tur for alle. Racercyklerne udfordres med ca. 50 km på asfalt.
Har du spørgsmål til ruterne, er det Knud Hjørnholm, der kan svarer på dem.
Depoter
I lighed med de to foregående år har lokale aktører også i år sagt ja til at være depoter på ruterne. Denne gang kan du besøge Østervrå Motor- og Cykelcenter, TopTi Auto,
AC-Bilsyn, Fotogalleri PixlArt og Østervrå Idræts- og Kulturcenter
De vil stå klar med forskellige forfriskninger, som de selv har sponseret. Vælger man f.eks. kun at løb/gå den ”inderste cirkel på blomsten”, kommer man rundt til alle fem depoter.
Gratis svømning
Mødestedet er Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og her er også målfelt med hyggeligt samvær over en pølse med brød, øl eller vand. Vandhundene kan helt gratis boltre sig i Østervrå Svømmehal en hel time.
Der er altså gode chancer for at få luftet løbe- og travesko, cyklen, svigermor, hunden eller barnevognen – en frisk motionstur til at indlede uge 42, der byder på en masse andre spændende aktiviteter.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Blomsterløb med plads til cykler og gåben' til en bekendt