Lokal danser til VM i Moldova
…
21. september 2015 - kl. 10:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Mathias Nyborg fra Syvsten skal sammen med sin sjællandske dansepartner Malou Dyrekær Matthiesen repræsentere Danmark til VM i standard dans.
Verdensmesterskabet afholdes i Chisinau i Republikken Moldova, som ligger i Østeuropa. Verdens dansenationer stiller op med de to bedste par fra deres land, i aldersklassen 14-15 år – Junior 2 rækken. Mathias og Malou er henholdsvis 14 og 13 år, så de er forholdsvis unge deltagere i mesterskabet, og det er første gang de skal rejse igennem Europa for at komme til turnering.
Det unge par glæder sig til at deltage i VM, men har afdæmpede forventninger til resultatet. Mathias fortæller: ”Når vi skal møde de to bedste par fra hvert land, så vil mange af parrene have meget større erfaring med internationale turneringer, end vi har. Ud over det, er vi udfordret ved at vi bor ca. 500 km fra hinanden. De fleste par bor i nærheden af hinanden, så de kan træne sammen hver dag”.
Verdensmesterskabet afholdes i weekenden i uge 41 – lige før skolernes efterårsferie. Inden da skruer parret en anelse op for træningen, så de føler sig helt klar til at danse de 5 standard danse: Engelsk Vals, Tango, Wiener Vals, Slowfox og Quickstep.
Mathias og Malou har danset sammen i to år og deltager i turneringer året rundt inden for Danmarks grænser. I udlandet har parret deltaget i turneringer i Sverige, Tyskland og Tjekkiet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lokal danser til VM i Moldova
...' til en bekendt