Skjold slog divisionsreserverne på hjemmebane
8. september 2015 - kl. 9:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I weekenden havde Skjolds jyllandsseriehold besøg af divisionsreserverne fra Hjørring IF til årets tredje hjemmekamp. Et Skjold hold, som endnu var ubesejret på hjemmebane, skulle på en svær opgave, da lørdagens modstander var et af topholdene i rækken. Det var samtidig en modstander med en del kendte ansigter, da de tidligere Skjold-spillere Jakob Kristensen og Martin ”Mulle” Christensen var at finde på holdkortet, og Hjørrings træner var forhenværende førsteholdstræner i Skjold, Karsten Thomsen.
Hjemmeholdet har for vane at starte hjemmekampene skidt ud, og lørdagens kamp var ingen undtagelse. Der var ikke spillet meget mere end 10 minutter før Hjørring bragte sig foran med 1-0 efter et indlæg fra Skjolds venstre side. Et mål som satte en smule gang i hjemmeholdet, men det var dog forsat Hjørring, som dominerede kampen mest. Det lykkedes dog Skjold at bringe balance i regnskabet efter godt 20 minutter, da Tobias Overlade steg til vejrs og headede et hjørnespark i kassen til 1-1. Hjørring forsatte dog ufortrødent med at dominerer kampen halvlegen ud, og der gik ikke længe efter udligningsmålet før udeholdet udnyttede lidt tumult i feltet efter et hjørnespark, til at bringe sig foran 2-1.
I anden halvleg ændredes kampbilledet en smule, hvor det i højere grad var Skjold, som sad på tingene. Midt i halvlegen lykkedes det Skjolds venstre back, Patrick Nødgaard, at bringe sig i en position i modstanderens felt, hvor han ganske kontrolleret kunne sende en flad afslutning i det lange hjørne til en 2-2 udligning. Med cirka 12 minutter igen scoredes kampens vel flotteste mål, da Morten Bøg og indskiftede Christoffer Nødgaard spillede et-to på kanten af feltet, hvorefter bolden blev sendt fladt ind i fødderne på en fremstormende Christoffer Larsen, som gjorde det til slutresultatet 3-2 til hjemmeholdet.
Skjold er forsat på en 5. plads, men har nu kun 1 point op til både nummer 4,3 og 2 i en meget lige række.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skjold slog divisionsreserverne på hjemmebane' til en bekendt