
Spar Nord Sæby: Tjen renter på dit boliglån
31. maj 2015 - kl. 13:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I samarbejde med Totalkredit tilbyder Spar Nord Sæby nu for første gang et boliglån, der reelt indbringer boligejeren et renteafkast. Aktuelt lyder renten på -0,05 procent svarende til, at boligejeren tjener 500 kroner i renteafkast på et boliglån på 1 million kroner.
De negative renter kan nu blive en kontant fordel for de boligejere, der vælger Totalkredits nye F-kort boliglån, som blandt andre udbydes af Spar Nord Sæby.
Med det nye F-kort boliglån kommer de negative renter boligejeren til gode i form af et renteafkast, der automatisk omsættes til afdrag på gælden uanset, om boligejeren har valgt afdragsfrihed på boliglånet. Aktuelt lyder renten på et F-kort boliglån på -0,05 procent, og det svarer til, at boligejeren ud over at slippe for rentebetalinger får nedskrevet gælden med cirka 500 kroner om året for hver million kroner, der er lånt.
– Det lyder jo fuldstændig grotesk, at du kan opnå et renteafkast ved at tage et boliglån, men det er ikke desto mindre tilfældet med lige nu med F-kort boliglånet, siger Privatkunderådgiver Camilla Nørgaard i Spar Nord Sæby.
Beskattes af renteafkast
Ifølge Camilla Nørgaard medfører det nye lån blandt andet, at boligejerne nu også skal forholde sig til, at de kan blive beskattet af det renteafkast, de har på boliglånet.
– Når du låner penge til negativ rente, så kan du forvente at blive beskattet af det renteafkast, som du opnår. Og det gælder også, selv om renteafkastet automatisk bruges til at nedbringe gælden, forklarer Camilla Nørgaard.
– For langt de fleste boligejere vil kroner og øre-effekten af de negative renter dog være til at overse, men det ændrer ikke ved, at du med et F-kort boliglån principielt skal angive en renteindtægt på din forskudsopgørelse, hvis du gerne vil afregne skatten løbende, fortsætter hun.
Billigere end F1
F-kort boliglånet blev i sin tid lanceret som et alternativ til det særdeles populære men også risikable F1-lån. Og med det nye F-kort boliglån, hvor boligejerne får kontant fordel af de negative renter, har F1-lånet fået endnu hårdere konkurrence.
– Hvis du tager et F-kort lån med negative renter i dag, så er omkostningerne ved F-kort lånet næsten 280 kroner lavere end ved F1-lånet, præciserer Camilla Nørgaard.
Hun vurderer dog ikke, at de negative renter er kommet for at blive.
Aktuelt er de samlede månedlige omkostninger ved at låne 1 million kroner i et afdragsfrit F1-lån 855 kroner efter skat, mens den tilsvarende omkostning ved et F-kort lån er 577 kroner. Den månedlige ydelse på F-kort lånet er imidlertid på 618 kroner efter skat, når afdrag medregnes.
Totalkredit lancerede første gang F-kort lånet i september 2014, men har per 20. maj 2015 ændret lånet, så negative renter nu kommer boligejerne til gavn.
Om Spar Nord
Med flere end 385.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 71 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2014 et overskud før skat på 705 millioner kroner.
Spar Nord ejes af cirka 120.000 aktionærer.
For yderligere information se www.sparnord.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar Nord Sæby: Tjen renter på dit boliglån' til en bekendt