
Debatindlæg:
Havmøllepark ved Sæby
31. maj 2015 - kl. 0:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Jens Hedegaard Kristensen, medlem af Byrådet.
I 2012 blev daværende Borgmester Lars Møller Venstre kontaktet af også daværende Klima og Miljøminister Martin Lidegaard, der i håndtasken havde en plan om en Havvindmølle Park ud for Sæby. Med udsigt til en milliard investering og adskillige afledte arbejdspladser, og hertil en massiv investering i fremtidig grøn energi, blev der svaret ja uden betænkning. Et samlet Byråd bakkede op, hvilket også det nuværende Byråd har gjort. Byrådet har længe ønsket flere vindmøller på havet, da det har vist sig vanskeligt at placere store møller på land, uden at genere folk på det groveste med støj og skyggepåvirkninger. I dag ligger der et grydeklart projekt for 6-8 store møller sydvest for Hirsholmene. Der kun venter på at investorerne kan blive enige.
Det er Staten der igennem Energinet.dk og Naturstyrelsen er Myndighed på området. Det vil sige at de står for hele planlægningsfasen og høringsfasen. Frederikshavn Kommune er på lige fod med alle andre borgere høringsberettige.
Projektet ved Hirsholmene gav kun ganske få indsigelser. Projektet ved Sæby blev præsenteret ved et offentligt møde i 2014. Her var der almindelig knurren i krogene, men der blev mest lyttet. Projektet blev bearbejdet noget mere og igen præsenteret på et offentligt møde her i torsdags 28 MAJ. Nu var den tidligere knurren erstattet af et grangiveligt brøl. Nej tak til havmøller ud for Sæby, og det blev sagt så det kunne høres.
Vel er Kommunen ikke Myndighed på området, men vi er altid interesseret i komme i en konstruktiv dialog med vore borgere. Derfor er der fra begge sider interesse i en sådan dialog og den vil snarrest rent praktisk komme i stand.
At Byrådet vil gå ind og protestere mod hele projektet finder jeg utænkelig, men der er mange andre muligheder for at imødekomme nogle af kritikpunkterne. Antal og størrelse af møller, vinkling i opsætning, rokering af feltet m.m.
Der blev fremført meget på mødet i torsdags. Bl.a. at turismen ville lide ubodelig skade på grund af Havmøllerne. Det er jeg lodret uenig i. Tværtimod viser store bygningsanlæg, herunder store vindmøller, at være de rene turistmagneter.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at der er 6 områder rundt om i Danmark i spil til Havmølleparker. Kun 1 til 2 af områderne vil blive realiseret i 2020.
4 kommentarer til “Debatindlæg:
Havmøllepark ved Sæby” under annoncerne.




Som vi har indrettet vores samfund skal vi bruge masser af energi, det er der vist ikke mange der er uenige i. Hvor skal energien komme fra ? , så er der ikke enighed mere. Jeg har læst at klimatologer mener at når vi har brugt blot 75 procent af de kendte forekomster af fossile brændstoffer, så vil det forårsage et økologisk sammenbrud med store følger for klimaet, så det er nok ikke det vi skal satse på.
Så er der skifergas, atomkraft og vindmøller på land, og det duer heller ikke rigtigt.
Vi bliver nødt til at etablere de store vindmøller på havet, selv om det er “træls”. Vi skal ophøre med brug af fossile brændstoffer og det kan kun gå for langsomt, vi kommer jo til det før eller siden alligevel.
Turisthus Nord reklamerer for Sæby med:
Velkommen til Sæby
Sæby, med den smukke og charmerende gamle bykerne, er en kulturperle i særklasse.
Her finder du både købstadsidyl og arbejdende kunsthåndværkere, havneliv med sejlere, fiskerestauranter, strandpromenade, museer, golf og grønne skove. Sæby er et af Danmarks mest populære feriemål!
Kære borgere i Frederikshavn og Sæby besøg Sæby Havn – kig mod Frederikshavn og se de 125 meter høje vindmøller og læg så yderligere 100 meter til i højden – her har i møllerne på ca 10 km afstand – udfor Sæby bliver afstanden kun 4,5 km – lysene fra havvindmøllerne udfor Sæby bliver et lyshav både dag og nat og Læsø forsvinder fra vores synsfelt.
Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen er naturligvis for disse vindmøller og raser mod modstanderne, de har blot ikke forstået hvad modstanden går på, nemlig at man ødelægger turisterhvervet og at hele området inkl Frederikshavn Sydby og ned til langt syd for Frederikshavn Kommune vil blive berørt af møllerne.
Jeg har ikke Jens Hedegaard Kristensens tro på at turismen vil blomstre grundet havvindmøller, tværtimod.
Jeg kan også anbefale en tur til Frederikshavns sydlige hjørne (ved de første huse i Bandsbostrand). Herfra er der dog ca. 5 km. til møllerne på havnen og man skal samtidig prøve at abstrahere fra de øvrige bygninger mv. Disse møller er som nævnt 125 meter høje.
Møllerne ud for Sæby bliver minimum 137 meter (og så vil der være tale om ca. 66 stk!), eller op til 220 meter (så dog kun 20 stk.) Hertil skal man forstille sig disse møller dække et område på 11 – 12 km af kysten.
Jeg er ikke modstander af grøn energi og vindmøller. Men jeg er imod at der skal pines de sidste kroner ud af sådan et projekt, på bekostning af de der lever og gæster Sæby og omegn.
Hvis ikke der kan findes en anden placering, så er mit håb et projekt på maks. 50 MW (1/4-del størrelse). Det kan levere strøm til ca. 50.000 husstande, altså knap det dobbelte af antal husstande i Frederikshavn kommune. Det må være et fair grønt bidrag fra Sæby´s smukke kystlinje.
Mvh. Ryan R Pedersen
Som norsk turist i Sæby kan jeg bekrefte at det følgende udsagn ikke passer:
‘Tværtimod viser store bygningsanlæg, herunder store vindmøller, at være de rene turistmagneter.’
Hvis det havde passet, ville man vel ha bygget en havmøllepark udenfor Skagen strand? Hvorfor gjør man så ikke det?
Jo, fordi man er bange for at turisterne skal udeblive. Med rette. Men af en eller anden grund har man færre betenkeligheder med at bygge en kæmpe havmøllepark udenfor Sæby strand. Måske fordi Københavnerne har deres sommerhuse i Skagen, eller ‘på’ Skagen som de siger. Men hvorfor skal man ha mindre respekt for Sæby end for Skagen strand?
Konklusjonen bliver imidlertid uanset at turisterne, inklusive undertegnede, kommer til at udeblive fra Sæby, dersom havmølleparken bliver bygget.