
Dansk Folkeparti var lidt for hurtige på aftrækkeren
27. maj 2015 - kl. 13:32 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Folketingsvalget kommer 18. juni, og de nordjyske folketingskandidater har længe ventet på dagen, hvor statsminister Helle Thorning Schmidt skulle trykke på valgknappen, og da hun gjorde det, onsdag kl. 11, var alle klar.
”Jeg har glædet mig til denne dag i lang tid. Det var svært at sove i nat, og jeg vågnede tidligt. Det bliver tre hårde uger med valgkamp, men jeg har set frem til den med spænding og begejstring. Jeg mærker dog en solid opbakning til mit kandidatur og har en stor gruppe af fantastiske frivillige, der er klar til at give den fuld gas”, siger Anders Broholm, der er folketingskandidat for Venstre.
Anders Broholms valgplakater er kommet op at hænge, og det samme er mange andre nordjyske kandidaters plakater, nogle dog lidt for tidligt.
Det er ikke lovligt, men Dansk Folkeparti var lidt for hurtige på aftrækkeren, da de begyndte at hænge valgplakater op med Bent Bøgsted. ”I København var man startet, og det havde nogle af mine folk set, og derfor begyndte de at hænge plakaterne op. Jeg fik dem dog stoppet, og jeg beklager, at vi var for tidligt på den”, siger Bent Bøgsted til TV2/Nord.
Det er ikke tilladt at hænge valgplakater op, før folketingsvalget er udskrevet, hvilket statsministeren gjorde onsdag kl. 11 på et pressemøde.
En kommentar til “Dansk Folkeparti var lidt for hurtige på aftrækkeren” under annoncerne.




“Er tiden snart ikke inde til at forbyde opsætning af valgplakater? De pynter bestemt ikke i bybilledet, og hvilken gavn gør de? Vi bliver i forvejen bombarderet med lign. på alle div. digitale medier osv. Efter min mening er de ganske overflødige i vore dage”.