
Sæsonafslutning i Aktive Kvinder…
18. maj 2015 - kl. 10:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Inden den foreståede sæsonafslutning i Aktive Kvinder Sæby har 40 medlemmer været på rundvisning på den kommunalt ejede Knivholt Hovedgård lige uden for Frederikshavn.
Guiden Anette Jørgensen tog i regnvejret alle med storm, da hun viste rundt på Knivholt, og det var tydeligt, at hun brænder for stedet. Under rundvisningen fortalte hun masser af facts, ligesom hun også rystede anekdoter ud af ærmet.
Efter et ophold i Knivholts ”byrådssal”, der huser møblerne fra den tidligere byrådssal i Kommandantboligen i Frederikshavn, blev deltagerne vist rundt udenfor. Rundvisningen fortsatte til både østre og vestre lade samt laden med gamle landbrugsredskaber og køretøjer, og da man nåede til Knivholts smukke renæssancehave var regnvejret blevet afløst af solskin.
Efter den spændende rundvisning nød deltagerne i Knivholts madpakkerum – herregårdens gamle grisestald – medbragt smørrebrød og drikkevarer, og inden kursen igen blev sat mod Sæby, var der også tid til at nyde den medbragte kaffe med kage.
Aktive Kvinder Sæby gør i øvrigt klar til at holde sommerferie. Først skal sæsonafslutningen dog afvikles. Det sker med et arrangement mandag den 1. juni om aftenen i Sæby Kulturhus Manegen. Her vil Lene Frederiksen underholde med sang og musik, bl.a. med Kaj Norman Andersen-sange. Der vil blive serveret en let anretning. Tilmeldingsfristen til sæsonafslutningen udløber den 26. maj.
Den nye sæson starter i august. Programmet, der traditionen tro bliver meget alsidigt, er ved at være på plads og vil blive udsendt midt i juli. Det vil bl.a. byde på en sensommer- og en juleudflugt, virksomhedsbesøg og foredrag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæsonafslutning i Aktive Kvinder...' til en bekendt