
Loppemarked på Mors Dag
…
11. maj 2015 - kl. 10:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nogle valgte at invitere mor ud at spise, andre foretrak familiens skød med hjemlig hygge, og atter andre valgte en tur i naturen. Det sidste benyttede en del sig af på Mors Dag ved et besøg på Jagtcenter Nord på Dyrhedenvej syd for Sæby, hvor der var arrangeret loppemarked. Her havde 10 private lejet en stadeplads for bare kr. 20 -. Nogle af disse private handlende havde et rimeligt afsæt på varerne, mens andre syntes, det godt kunne have været bedre. Handlerne kom fra lokalområdet, men også en enkelt fra Aarhus, Frederikshavn, Søholt og Voerså stillede op og faldbød sine varer.
Mariane Hansen fra Aarhus havde en stand med alt i sy og strik, som hun selv havde interesseret sig for siden barndommen. Hun ejede selv en maskine, der kunne sy alt på hatte, t- shirts, håndklæder samt en hel masse mere. I forbindelse med et familiebesøg i Brønderslev benyttede hun lejligheden til at stille med en stand på jagtcenteret.
Knud Liemand fra Søholt havde samlet på en masse ting siden barndommen. Det var begyndt at knibe med pladsen, og nu skulle der ryddes ud i både det ene og det andet. På standen havde han en trailer fyldt med masser af jagttøj, jagttasker, spejderknive, pyntenips og andre sjove ting.
Børnene var der også tænkt på. Ved ankomsten til jagtcenteret fik de udleveret et lille fangstnet, og så var det en tur hen til søen og fange haletudser, hundestejler, guldsmedelarver samt andet småkravl. Børnene fyldte vand i det udleverede glas og puttede fangsten heri. Opgaven var nu at bringe fangsten hen til Jagtcenter Nords formand, Klaus Jensen, der passede klubhusets cafeteria. Børnene fik nu udleveret præmien, som bestod af en cola og en lakridsstang – og så var det tilbage til søen og hælde fangsten ud igen.
En anden af dagens børneaktiviteter var bueskydning med rigtige jagtbuer og skydning til 3 D dyr i naturlig størrelse. Det var meget populært – så populært at flere voksne også gerne ville prøve. Ved jagtbueskydningerne havde begge instruktører, Jens Hansen og Ricky Rasmussen en travl dag. Ikke mindst når der var nogen blandt publikum, der aldrig havde prøvet at skyde med bue og pil før.
Flere familier besøgte centeret og benyttede sig af retterne i cafeteriet, der på dagen serverede kold kartoffelsalat med frikadeller.
På Jagtcenter Nord ønsker bestyrelsen, at endnu flere vil stille med en stand, på det årlige loppemarked, og at endnu mere publikum vil finde vej, til den dejlige naturplet midt på heden. I flere år har loppemarkedet ligget på Mors Dag, men nu er der overvejelser om at flytte loppemarkedet til en anden søndag.
Tekst og fotos. Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.











Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Loppemarked på Mors Dag
...' til en bekendt