
Signe Lindkvist og Uffe Holm overtager styringen
10. maj 2015 - kl. 10:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I anledning af Cirkus Arenas 60-års jubilæum har Benny Berdino overladt sin elskede manege til den folkelige frækkert Uffe Holm og Signe Lindkvist, som alle børn og barnlige sjæle elsker:
“Jeg har altid elsket Cirkus og glæder mig til at få lov til at prøve at lave rigtig Cirkus, men jeg glæder mig også til at give Cirkus Arenas forestilling et kærligt spark i røven”.
Jubilæumssæsonen blev skudt i gang den 13. marts og i løbet af sommeren besøger Cirkus Arena 109 byer over hele Danmark, og lørdag den 16. maj kl. 15 er det på Cirkuspladsen i Sæby.
Den vildeste, smukkeste og mest rørende 60-års jubilæums-cirkusforestilling
Når den 7 kilometer lange kortege bevæger sig gennem landet er den ikke kun lastet med Signe og Uffe. I de over 100 cirkusvogne og de ufattelige store lastbiler finder man det bedste cirkus med elefanter, hunde, heste og ikke mindst DIORIO TRUPPE, der som en bisværm suser rundt på deres motorcykler i Globe of Death. Denne gang bare endnu vildere med 7 motorcykler, der kører samtidig.
I cirkusmanegen vil du også møde en vaskeægte kanonkonge og et talent uden sidestykke i
11-årige OLGA, der hænger under teltdugen, som havde hun aldrig lavet andet. Der er tryllenumre, du umuligt kan gennemskue, farlige akrobater, smukke cirkusprinsesser og så selvfølgelig Signe og Uffe, der styrer det hele i et hæsblæsende tempo. Eller som Uffe siger:
“Jeg har altid drømt om at blive brandmand eller cirkusartist, da jeg var dreng – og da jeg er pisse bange for ild – så er det her helt perfekt. Jeg glæder mig også til at være den på plejehjemmet med flest røverhistorier”.
Glæd dig til en cirkusforestilling, der ville have gjort Orla Frøsnapper grøn af misundelse.
Læs mere om forestillingen på http://arena.dk/nyheder/om-forestillingen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Signe Lindkvist og Uffe Holm overtager styringen ' til en bekendt