Ugens klumme:
Bornholm – maj 1947

9. maj 2015 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

På en af de tre bundgarnspæle der ligger på den hvide sandstrand, sidder tre splitternøgne mænd – rystende af kulde i det varme solskin – med blå læber og klaprende tænder.

Tid og sted: 10. maj 1947, Dueodde på Bornholm – og den ene af de tre mænd er Svend Sulbæk, som er en del af 5. kompagni på øen – det eneste af kompagnierne der på dette tidspunkt er motoriseret.

Kompagniet har netop været på køretur øen rundt i det mest vidunderlige forsommervejr – og i et anfald af noget der kunne minde om medmenneskelig godhed, havde befalingsmanden givet tilladelse til, at der blev holdt pause på stedet – og at der måtte bades. Måske var der en slet skjult bagtanke med den gestus officeren netop havde udvist, siden det netop var ham, der nu fuldt påklædt med dårligt skjult skadefryd stod og grinede lidt fåret på stranden, mens alle de nøgne soldater soppede og svømmede rundt i det blikstille vand – for havet havde vist sig at være isnende koldt.

Svend Sulbæks indkaldelse til den næsten uundgåelige værnepligt var blevet nogle år forsinket på grund af krigen, men den 18. december 1945 gik den ikke længere, og han var omsider blevet kaldt til session og fundet egnet til kongens klæder.

De kuldeblå læber og kroppens gåsehud på Due Oddes idylliske sandstrand får ham til at mindes begivenheden omkring sessionen som en hundekold omgang i et uopvarmet lokale i Hotel Harmonien i Sæby, hvor han i den begyndende vinter sammen med en flok andre unge mænd fra lokalområdet var sat stævne – og hvor de ligeledes splitternøgne og på rad og række blev efterset for eventuelle fysiske skavanker.

Knap et år senere – 12. november 1946 – var han så startet som rekrut på kasernen i Viborg, hvor han opholdt sig til slutningen af april 1947.

21. april havde kompagniet så stævnet ud i stiv kuling fra havnen i Aarhus med kurs mod København. De fleste af de færdiguddannede rekrutter lider derfor alle søsygens kvaler på denne overfart – hvor der i øvrigt sejles med flaget på halv stang på grund af Kong Chr. d. 10´endes nylige død.

I København samles der yderligere nogle soldater op, hvorefter kursen – der foregår i zig-zag for at undgå de største af isflagerne i Østersøen fra den netop overståede hårde isvinter – sættes mod Rønne. Her ankommer man så i strålende vindstille solskinsvejr den 25. april – præcis 10 år før Svend i sit senere liv skulle blive far for første gang.

5. kompagni bliver installeret i en lejr i Almindingen skov – i nogle forholdsvis nye træbarakker, der vist under krigen havde været brugt af folk i tysk arbejdslejr. De resterende kompagnier bliver installeret privat hos nogle af øens bønder i ventetiden, mens der var en ny kaserne under opførelse i Rønne.

1. maj havde 5. kompagni så været på en tur til havnen i Rønne, for at hente deres biler, der netop var ankommet hertil – og selv så langt henne på foråret havde havnen været fyldt med drivis. Så det var måske ikke så mærkeligt at Dueoddes badevand her kun ti dage senere stadig var mildest talt – pissekoldt!

Omsider bliver de frysende soldater atter kaldt sammen og beordret i deres tøj, for at fortsætte rundturen på Solskinsøen, hvor de næste måneder skal tilbringes med militære øvelser og aktiviteter.

Turen på den smukke ø, hvor skoven netop er nyudsprunget, skæmmes imidlertid af dystre vidner om den netop overståede verdenskrig.

Bornholms befrielse havde jo forløbet helt anderledes end befrielsen for resten af landet. Faktisk har bornholmerne 2 befrielsesdage: 5. maj 1945 og 5. april 1946. Men den befrielse som resten af landet fejrer med lys i vinduerne, flag og bimlende kirkeklokker – den 5. maj – anerkendes af gode grunde ikke på samme måde på Bornholm, da tyskerne jo ikke kapitulerede og forlod klippeøen på samme tid som i resten af landet.

Den korte version af den historie er jo som bekendt, at tyskerne – anført af kommandant Gerhardt von Kamptz – af strategiske årsager nægtede at overgive sig, og derfor endte med at komme i konfrontation med den russiske hærs hastige fremrykning fra øst.

Dette resulterede i massive bombardementer fra russiske fly den 7. og 8. maj 1945, hvor øens vigtigste havnebyer, Rønne og Nexø, blev voldsomt beskadigede, og en russisk landgang fulgte den 9. maj med 100 mand i fem store torpedobåde. De 17.000 tyske soldater på øen opgav omsider den meningsløse kamp for et 3. rige, der for længst var gået under, og tyskerne blev snart sendt tilbage til deres hjemland.

I stedet var der løbende ankommet op mod 8.000 sovjettropper, så Bornholm var i realiteten gået fra en tysk til en russisk besættelse.

På grund af stormagtsspillet efter 2. verdenskrig, trak en afklaring af situationen på Bornholm i langdrag, og mange fortvivlede Bornholmere følte sig derfor glemte af hjemlandet.

Omsider blev der i starten af 1946 mulighed for forhandling mellem Sovjetunionen og den danske regering, og en aftale blev indgået, gående på, at ”fremmede magter” ikke måtte få indflydelse på øens administration, og at øens danske garnison ikke måtte overskride en vis størrelse. Bornholmerne fik så omsider deres frihed 5. april 1946 – et års tid før den del af den udstationerede danske garnison, hvoraf an mindre deling netop har iført sig deres varme uniformer efter et iskoldt havbad – sætter sig ind i deres lastbiler for at fortsætte turen øen rundt.

På turen ser soldaterne, hvordan store dele af såvel Rønne som Nexø ligger i ruiner efter russernes bombardement. Genopbygningen, der umiddelbart efter krigshandlingerne så både materielt og økonomisk uoverskuelig ud for bornholmerne, er dog allerede i fuld gang.

Takket være donationer og indsamlinger fra det resterende Danmark, Grønland og Færøerne, er der byggeri i gang overalt. Og ikke mindst Sveriges kæmpestore og særdeles generøse gave på 300 nye træhuse, ydede et væsentligt bidrag til genhusning af de mange bornholmere, der havde mistet hus og hjem under krigshandlingerne.

I sit stille sind kan Svend ikke lade være med at tænke på, hvordan hans egen hjemegn i det nordjyske var sluppet utroligt nådigt gennem krigen, og hvor ofte det kun er tilfældige hændelser – samt strategi og beliggenhed – der adskiller relativ idyl fra krigens kaos og gru.

Kontrasterne på Solskinsøen i 1947 er i hvert fald til at få øje på – og er måske med til at dæmpe entusiasmen og i stedet indbyde til stille eftertanke for nogle af soldaterne, mens de udfører deres pålagte aktiviteter på øvelsespladsen på Raghammer Odde i de efterfølgende måneder!