
Oplever benspænd for sproglig integration
31. marts 2015 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Når Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune tirsdag den 31. marts afholder sit næste møde vil et af punkterne dreje sig om, at der opleves problemer i tilknytning til sprogundervisningen i integrationsperioden.
Det fremgår af sagsfremstillingen, at en række borgere, som deltager i integrationsprogrammet, har rettet henvendelse til Integrationsrådet, fordi de konkret oplever problemer i forbindelse med Integrationslovens § 23 vedr. deltagelse i danskundervisningen på AOF’s sprogskole.
Sprogskolen er placeret i Frederikshavn by, mens kommunens udlændinge placeres i boliger i både Frederikshavn, Skagen, Sæby og andre byer. Udlændinge uden for Frederikshavn by oplever, at Integrationsloven spænder ben for integrationen. Konkret betyder loven, at borgere uden for Frederikshavn by ikke kan få dækket transportudgifterne til og fra Sprogskolen, da de ”på papiret” har et for højt rådighedsbeløb.
Jobcentrets integrationsteam oplyser, at der bliver brugt uforholdsmæssig megen tid på at forklare reglerne, at reglerne skaber frustrationer, og at en del vælger at fraflytte deres bolig for at bosætte sig i Frederikshavn, hvor sprogskolen befinder sig. På opfordring af Integrationsrådet blev problemstillingen behandlet på et møde i Arbejdsmarkedsudvalget.
Center for Arbejdsmarked har rettet henvendelse til Integrations- og indenrigsministeren tilbage i juli 2014 og igen i september måned i håb om, at problemstillingen kunne ligge til grund for en lovændring med ligestilling af borgere i og efter integrationsperioden.
Centerchef Flemming Søborg oplyser, at der ikke er kommet svar på henvendelserne, og at problemet fortsat er aktuelt.
I håb om, at en direkte henvendelse fra Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune til Folketingets Integrationsudvalg kan være med til at rejse problemstillingen i Folketinget, er der forslag om at gå den vej for at få rejst problemet.
Integrationsrådets forslag lyder som følger: ”Til Folketingets Integrationsudvalg. Vi henvender os til jer for at bede om hjælp til et problem, borgere, der er omfattet af integrationsindsatsen i Frederikshavn Kommune, gennem længere tid har haft. Det gælder borgere, bosat uden for Frederikshavn by, specifikt borgere bosat i Skagen. De hindres i at opfylde deres ret og pligt til at deltage i danskundervisningen, fordi transporten til sprogskolen i Frederikshavn er for stor en økonomisk omkostning for dem. Center for arbejdsmarked i Frederikshavn Kommune har to gange i 2014 henvendt sig til Indenrigsministeriet om problemet, men intet svar fået. Derfor beder vi nu Folketingets Integrationsråd behandle sagen.”
I henvendelsen gøres det klart, at man meget håber, at Folketingets Integrationsudvalg kan hjælpe med at læse problemet.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oplever benspænd for sproglig integration' til en bekendt