
Sølv til tømrerlærling fra Østervrå…
30. marts 2015 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er vel ingen tvivl om, at det en lærling fokuserer på i sin læretid er at få svendebrevet i hånden. Ekstra godt er det, når der så følger en særlig udmærkelse med.
28-årige Martin Dahl, der de sidste fire år har været ansat som voksenlærling hos THN Byg v/tømrermester Tage Holm Nielsen i Østervrå, har netop afsluttet sin uddannelse på EUC Nord med topkarakteren 12 i begge opgaver. For denne flotte præstation følger en særlig hæder: En sølvmedalje fra Træfagenes byggeuddannelse.
Det er sjældent, at denne hæder opnås, men helt specielt for det hold, i alt 20 lærlinge, Martin Dahl har været en del af, blev der i sidste uge uddelt ikke færre end fire sølvmedaljer og en bronzemedalje samt givet bedømmelse med ros. – Vi har fået at vide på skolen, at vi har været et særligt velfungerende hold, fortæller Martin Dahl,
der er glad og lettet over at stå med svendebrevet i hånden, og selvfølgelig også synligt stolt af den uventede hæder.
Svendeprøven består af to opgaver – en projekteksamen og en praktisk prøve, som eleverne bruger to uger til at løse. Opgaven var et udvendigt hjørne på et sommerhus – herunder bjælkespær med valm, vindue og gulv.
– Jeg synes faktisk ikke selv, at det gik særlig godt med fremlæggelsen af den teoretiske opgave, afslører den nybagte svend. Den praktiske prøve forløb, som den skulle. – Jeg var stort set færdig på 4. dagen, og havde så en hel dag til at finpudse, fortæller Martin.
Martin Dahl er først uddannet landmand, og efter et højskoleophold besluttede han sig for at prøve kræfter med tømrerfaget. – Jeg har haft et lærerigt forløb hos THN Byg, hvor jeg har fået lov til at prøve alle fagets facetter, forklarer Martin Dahl, der også gerne lige vil tillægge en handy far noget af ære. – Helt fra jeg var lille, har jeg fået lov til at være med, når der blev udført gør-det-selv-opgaver derhjemme, fortæller den nyslåede tømrer.
Kæresten Mette er også glad for at prøven er godt overstået. – Ja, hun synes vist ikke, jeg har været særlig sjov at omgås her på det sidste, griner Martin, der indtil videre fortsætter med at arbejde hos THN Byg.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sølv til tømrerlærling fra Østervrå...' til en bekendt