Ugens klumme: <br>Ålefiskeren

Ugens klumme:
Ålefiskeren

28. marts 2015 - kl. 0:06 - af

Soeren-Visti_600x250Alle der kender kyststrækningen mellem Lyngså i syd til Frederikshavn i nord, ved hvordan forskellige vejrtyper påvirker strøm og vandforhold. Visse vindretninger giver – næsten uanset hvor meget der blæser – altid krystalklart vand med smukt hvidt skum og en frisk duft af saltvand.

Det modsatte er tilfældet, hvis vinden i bare en kort periode veksler mellem syd og sydvest. Så bliver vandet brunt og plumret som en kop kaffe, hvori der er kommet mælk – og den ellers friske havluft blandes tit af en duft af gærende bund og rådnende tang.

Bunden på den nævnte kyststrækning er nemlig blød af sediment, der er udvasket fra kysten, og ved de nævnte vindforhold blandes denne bløde bund op i havvandet, der får en uappetitlig brun kulør. Men vandets farve og beskaffenhed er ganske ufarlig – og for den rette person, er disse forhold faktisk en forudsætning for succes. Og en sådan person er Harald Laulund fra Sæby.

I 1939 er Svend en snusfornuftig 14 års dreng, der netop er færdig med skolen og for nogle uger siden – 1. august – er han lidt mod sin vilje startet som karl hos naboen Hans ”Sulbæk” Andersen. Som alle landbobørn – og ikke mindst dem der bor tæt ved havet – er også Svend meget optaget af vind, vejr, regn og blæst, og netop vejret havde i de sidste dage artet sig på en måde, der for Svend var interessant.

Vinden havde drejet frem og tilbage mellem sydøst og sydvest, og hidsige tordenbyger havde vekslet med perioder med stikkende sensommersol. Rigtigt lummervejr med høj luftfugtighed, og denne tidlige aften efter at have spist sin aftensmad, er Svend på vej ned mod stranden. Ude over havet mod øst, hvor det allerede er begyndt at mørkne, blinker fjerne lyn fra sorte skyer – ”kornmod” der er så langt væk, at tordenbragene ikke kan høres.

Da han kommer ned på stranden kan han se, at der er pænt højvande, og han har i Hans Sulbæks almanak fået opsnuset, at tidevandet er på vej ind, og vil kulminere ved ti tiden – en times tid efter mørkets frembrud i det tidlige efterår. Vandet er grumset af de omskiftelige vindforhold, og langs strandkanten ligger der en bræmme af rådnende ”blit” – det tang der vokser i vandet hver solrig sommer, men som i efterårets kølige mørke visner og dør som anden løv på vore strande. Langs vandkanten vimser de små vipstjerter i jagt på strandfluerne i tangen, og de får selskab af et par strandskader med deres lange orangerøde næb og ben.

Svend kan med glæde se, at manden han venter på også er kommet. Cyklen ligger henslængt ovenfor brinken, og manden fra Sæby er ved at pakke indholdet fra sine kurve og spande ud på stranden.

Svend har talt med Harald Laulund masser af gange – og har ofte siddet i timevis hos den flinke og rolige mand, der ikke har det mindste imod drengens selskab. Og slet ikke når det er en dreng, der med stor spørgelyst og interesse vil vide alt om, hvad han laver – og hvordan han gør.

I kurven har Laulund tre nøgler med en kraftig snøre – vel omkring hundrede meter i hvert bundt. I enden af hver snøre er der bundet et blylod på omkring 150 gram – samt 5-6 små langskaftede stålkroge med ca. 20 centimeters afstand imellem.

En ad gangen ruller Laulund nu snørerne ud på strandens sand, på en måde så de ikke filtrer sammen. Derefter agnes krogene med levende sandorm, som han har i en lille spand.

Endelig tager han tre Y-formede kæppe frem, der hver især er omkring halvanden meter lange – og borer dem med 25-30 meters mellemrum en halv meter ned i sandet, således at ”gaflen” vender opad. Så kan fiskeriet begynde.

Med trænet hånd svinger han lodderne med de agnede kroge i cirkler over hovedet, indtil de får så stor en hastighed, at centrifugalkraften kan slynge dem 60-70 meter ud i havet – godt og vel ud over første revle.

Svend kan se, at det kræver meget øvelse at slippe snøren netop på rette tid, så den farer til havs og ikke sidelæns eller bagud, men Laulunds træfsikkerhed er ufejlbarlig, og snart er alle tre snører kastet til havs, og hviler hen over kæppenes gafler. Enden af snøren fastgøres så i en jernpløk, der bores ned i sandet, og snøren strammes op, så enhver bevægelse eller ryk i snøren vil kunne registreres af det trænede øje som vibrationer i kæppene.

I det begyndende mørke tænder fiskeren så sin flagermuslampe og venter. Snart er der bid på den første snøre, og han trækker to pæne skrubber i land.

Men der har også været noget andet, der ikke er kommet med i land i denne omgang. Et par af krogene er filtret sammen med snøren, og der er en sej klar slim omkring knuderne. Der har været en ål, der har vredet sig af inden den blev trukket i land!

Det er nemlig ål, der er Harald Laulunds overordnede mål med fiskeriet – de fede sensommerskrubber er kun en velkommen bifangst.

Harald får pillet skubberne af, og redt den filtrede snøre ud. Krogene forsynes med friske orm, men han når ikke at få slynget forfanget til havs igen, da han er nødt til at løbe hen til den fjerneste af de tre snører, da der er noget der får linen til at bevæge gaffelgrenen ganske kraftigt.

Den øvede fisker giver et modryk på snøren, og denne gang ser det ud til at være alvor. Svend kan i det vigende aftenlys et godt stykke ude fra kysten se bugen af noget hvidt i vandoverfladen. Noget der bugter sig og slår knuder på sig selv. En Ål i punds størrelse – og denne gang sidder den fast. Harald får krabaten – der også denne gang har fået selskab af et par skrubber – i land. Ålen er lang nok til at sno sig et par gange rundt om fiskerens arm, så hans blå busseronne bliver slimet omtrent helt op til albuen, mens hovedet bliver frigjort fra krogen.

Det gyser lidt i Svend. Ikke fordi han er bange for fisk, men der er noget krybdyragtigt over ål i denne størrelse. Ål er nu engang mest tiltalende i passende stykker på en stegepande – selv om de også her kan finde på at vride sig til det sidste.

Laulund kommer den store ål i en spand med et låg, hvori der i midten kun er et lille hul. Store ål har nemlig en tendens til at få sig snoet op af en spand og forsvinde ud i havet eller i græsset igen, så belært af denne erfaring gælder det om at have opbevaringsforholdende i orden.

Svend overværer fiskeriet indtil klokken er næsten ti, og han tæller i alt otte pæne ål og omkring en snes skrubber indtil han tager afsked med fiskeren for at tage hjem. Det går jo ikke at komme for sent i seng, når man skal op igen klokken halv seks – og når man har fået en plads på landet skal den passes. Ikke mindst når arbejdsgiveren er en af hans forældres flinke naboer, Hans Andersen, Sulbæk.

Thomas Laulund fortsatte sit fiskeri indtil tidevandet vendte en times tid senere, og tog herefter hjem med sin fangst. 10-12 ål var almindeligt på en god aften på den tid – udover selvfølgelig de allestedsnærværende skrubber. En mulighed for en biindtægt og et kosttilskud for mange af datidens arbejdsfolk. En hobby der oven i købet lod sig praktisere uden de store investeringer i dyrt udstyr.

Dengang var viden om hvordan man gør langt mere værdifuld end kvaliteten og prisen på udstyret. I dag er det på de fleste områder lige modsat!

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Ålefiskeren'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER