Formandsskifte i Voerså Borgerforening

Formandsskifte i Voerså Borgerforening

26. marts 2015 - kl. 8:23 - af

IMG_7787Det var helt tydeligt med vemod og med rystende og bævende stemme, at Voerså Borgerforenings formand, Rigmor Sørensen, aflagde sin sidste beretning onsdag 25. marts i Voerså IFs klubhus. Efter 16 år i bestyrelsen, heraf de 8 som formand, var det tid at sige stop. Ikke fordi hun havde lyst til at stoppe, men hun følte sig nødt til det på grund af sygdom i nærmeste familie.

Travlt år for borgerforeningen
I sin beretning omtalte formanden, de mange aktiviteter, i det forgangne år. Her havde der været afholdt møde med byens flaghejsere, møde med Lyngså Borgerforening vedrørende evaluering af chikane, gennem de to landsbyer. Ølsmagning, cykelture ud i det blå, afvikling af Skt. Hans i samarbejde med Voerså Byudvikling og Åcaféen, musikaftener på jollehavnen med Agersted Harmonikaorkester, koncert med Sæby Musikkorps, juleoptog gennem byen med heste og julearrangement i hallen var arrangementer, som der var stor deltagelse i.

Distriktsudvalgets projekt i lokalområderne ”Fra sted til sted – kom og vær med” var også en succes. Her kan blandt andet nævnes aktiviteter som ridning, gå- og cykelture, kanoture på åen fra Fæbroen til Voerså. Det hele sluttede af med en grillfest på jollehavnen.

Trods en stor arbejdsindsats fra borgerforeningerne i Lyngså, Præstbro og Voerså samt skolebestyrelsen, mistede Stensnæsskolen desværre sin overbygning. Det beklagede formanden, at det var nødvendigt fra byrådets side at tage et så drastisk skridt.

Sidste efterår havde der været et møde med Dan Group Alarm Nord om sikring af private hjem mod indbrud, tyveri og hærværk.

Præstbro, Lyngså og Voerså Borgerforeninger søgte i fællesskab om at komme med i pilotprojektet ”Landsbyplan”. Det lykkedes, og efter en del møder lykkedes det også borgerne at få fremstillet en landsbyplan, som skal i brug, i den nærmeste fremtid. Landsbyplanerne er gratis, og kan erhverves ved henvendelse til en af de tre foreningsformænd. I øjeblikket arbejdes der hen på at få en fælles hjemmeside, for de tre borgerforeninger i området, der har fået navnet ”Den BetteTrekant”.

Et andet projekt, som de tre borgerforeninger også søgte sammen og blev en del af, er ”Landsbypedel”. Her kører en forsøgsordning fra 1. marts til 31. maj. Voerså Borgerforening er udtaget til at få malet skulpturen ”Thors Hammer”, der står på Museumstorvet, overdækning af multibanen ved Stensnæsskolen samt renovering af Torvet i midtbyen.

Borgerforeningen har kontaktet Ejendomscentret pr. brev for om muligt at overtage bygningen på Ny Skovgårdsvej, hvis Voerså Børnehave flyttes til SFO-lokalerne ved Stensnæsskolen.

Vedligeholdelser
Borgerforeningen har indtil flere opgaver. Den vedligeholder blandt andet flagalléen, naturlegepladsen, fugletårnet, shelters, ophalingspladser til kanoer, Torvet, julebelysningen samt græsslåning af Anlægget og Højen m.m.

Formandens konstatering til borgerne
Hvis du ikke selv synes, det er godt at bo i landsbyen, hvordan skal vi så få andre til at synes om det? Hvad skal der være i landsbyen, for at vi selv ønsker at bo her? Hvad skal landsbyen kunne, for at få de unge til at bo i byen, spurgte formanden generalforsamlingen. 

Herlighedsværdier
Vi har en masse natur. Voerså er en lille idyllisk landsby, hvor åen slynger sig gennem byen – en hel naturperle med skov, marsk, to havne og fuglereservat.

Kan vi bruge hinanden bedre i foreningerne imellem landsbyerne, og kan vi hjælpe hinanden og samarbejde om fælles udfordringer sammen med kommunens borgere?

Det er ildsjælene, og de frivillige, der skaber fremdrift. Det er dem, der sætter projekter i gang og er med til at udviklingen sker. Derfor er det vigtigt at støtte op om foreningerne – og frivillig hjælp er altid mere end velkommen.

Som bestyrelse bruger vi mange frivillige timer både på vedligeholdelse, planlægning og arrangementer. Vi prøver virkelig at få byen til at fremstå som en positiv by, der stadig er i udvikling, så flere medlemmer i borgerforeningen og flere frivillige vil være en stor hjælp for Voerså Borgerforening. Kort sagt. – Det skal være attraktivt at bo i landsbyen og på landet.

Med disse konstateringer lod formanden beretningen gå til afstemning, men ikke før hun havde takket alle frivillige, sponsorerne, Nordjyske Bank og Dronninglund Sparekasse, saebyavis.dk, Voerså IF, flaghejserne og andre, der havde gjort en indsats for, at det hele kunne fungere så godt, som det gjorde.

Ingen havde noget som helst at bemærke til formandens beretning, og den blev enstemmigt godtaget med klapsalver.

Redegørelser fra udvalgene
Ejvind Pedersen redegjorde for jollehavnens aktiviteter. Her havde der været fælles arbejdsdage. Besøg af 500 autocampere i sommerens løb. 5 timers hjælp om ugen til en arbejder, der kunne gå lidt til hånde med alting. Foreløbig var der forbedringer på loftet i klublokalet vedrørende akustikken. Et beskæftigelsesprojekt i kommunen havde fremstillet 90 meter ny bådebro ganske gratis til havnen. Broen skal monteres af frivillige her i foråret. Herudover skulle selve havnen renses op for slam, hvilket den hele sin levetid aldrig var blevet før. Desuden skulle åen rensen op fra havnen og ud til havet. Det ville koste en del kroner at gennemføre disse to projekter.

Bjarke Laubek redegjorde for Voerså Byudviklings projekt ved åen. Før i tiden var det et multihus, der stod på ønskelisten, men med de nye tider, var det mere et spisested på kommerciel basis, der måske kunne fungere sammen med en kiosk med dagligvarer og et sted til postindlevering, afhentning af medicin og pakker m.m.

Mogens Berg Jensen redegjorde for sit virke i Distriktsudvalget og Voer Å projektet. Distriktsudvalget havde blandt andet støttet de tre landsbyers Landsbyplan og andre aktiviteter i området.

Voer Å projektet havde efterhånden kr. 90.000, – i kassen, og derfor var det besluttet, at der skal nyindkøbes fire nye kanoer med tilhørende redningsveste og trailer, så antallet af kanoer nu er oppe på 12 stk.

Rigmor Sørensen redegjorde for julebelysningen. Efterhånden alle var stjernernes gamle kæder udskiftet med nye. Flagalléen havde været oppe 21 gange. Foreningsteltet var vedligeholdt med nogle nye sider og stropper, og multibanen får i nær fremtid en overdækning.

Underskud på regnskabet
Et underskud på kr. 5.488, – tog generalforsamlingen ikke så tungt. Det var fremkommet ved, at Højen var blevet genopmålt, og den var blevet indskrænket lidt og dermed mindre værd. Helt nøjagtigt kr. 9.100, -. Hvis den ny vurdering ikke var blevet foretaget, havde der været overskud på regnskabet. Egenkapitalen er kr. 303.026, -.

40 års jubilæum
I 40 år har Mogens Berg Jensen siddet i borgerforeningens bestyrelse. Bestyrelsen havde valgt at hædre ham med en flot kurv med diverse sager til ganen.

Formand Rigmor Sørensen takkede ham for de mange år i bestyrelsen, og betegnede jubilæet som et af de sjældne af slagsen. – Du har en enorm erfaring, og for mig har du altid været en god støtte, som jeg kunne trække på, når det har været nødvendigt, var ordene fra formanden til jubilaren.

Nyvalg til bestyrelsen
Rigmor Sørensen og Birthe Johansen ønskede ikke genvalg. I deres sted valgtes Bjarke Laubek og Birgith Skovsgaard, mens Christian Frøstrup blev genvalgt.

Som suppleanter valgtes Brian Mølgård og Johnny Andersen.

Bjarne Mechlenburg blev genvalgt som revisor. I stedet for Bjarke Laubek, der blev valgt ind i bestyrelsen, valgtes Rigmor Sørensen som ny revisor.

Tak til afgåede bestyrelsesmedlemmer
Næstformand i bestyrelsen, Ejvind Pedersen, takkede Birthe Johansen og Rigmor Sørensen for lang og tro tjeneste i foreningen.

– Birthe: du har altid været arbejdsom og en stor arbejdskraft i foreningen. Du har om nogen taget din tørn.

– Rigmor: Du kom ind i bestyrelsen i 1999. Da var det på tale at nedlukke borgerforeningen. I din bestyrelsesperiode og ikke mindst formandsperioden, er der sket utrolig mange ting. Det er af og til gået så stærkt, at det har været svært at følge med. Du har gjort et kæmpearbejde i foreningen, og aktivitetsniveauet har været højt.

– Tak til jer begge to for en formidabel indsats, var næstformandens ord til de to aldrende kvinder.

Tekst og fotos Cille Strøm

IMG_7785IMG_7790

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Formandsskifte i Voerså Borgerforening' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER