
1 mio. til nordjyske kulturprojekter…
25. marts 2015 - kl. 8:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er godt 1 mio. kr. i posen, når Region Nordjylland åbner for ansøgninger til Kulturpuljen 2015. Puljen støtter i år projekter, der går nye veje i tilgangen til publikum og de oplevelser, kunsten og kulturen kan give nordjyderne.
Fokus på involvering og udvikling
Det er involvering af publikum og udvikling af kulturen, så den rammer nye målgrupper, der er i fokus i dette års pulje.
– Vi har et meget rigt og mangfoldigt kulturliv i Nordjylland. Det spænder lige fra store institutioner og events til helt lokale initiativer, der skaber stor værdi i lokalområdet. Med denne pulje vil vi gerne bidrage til udvikling af de nordjyske kulturtilbud, så også nordjyder, der ikke har tradition for at bruge de nordjyske kulturtilbud, får glæde af dem, siger Henrik Ringbæk Madsen, der er formand for Region Nordjyllands Udvalg for Infrastruktur, Klima, Kultur og Miljø.
Man kan f.eks. søge støtte til udvikling af nye måder at formidle på, større synlighed eller til at arbejde med nye målgrupper, som i dag ikke bruger de nordjyske kulturtilbud.
Det handler især om formidling af kulturen og om at tænke kommunikationen om kulturen mere sammen med selve produktionen af kulturtilbuddet.
Målet er at skabe langsigtede relationer til publikum, skabe nye kulturbrugere, vække publikums nysgerrighed og få publikums engagement i det, man laver.
Fakta
· Der er i 2015 1.150.000 kr. til uddeling i Region Nordjyllands kulturpulje
· Der er ansøgningsfrist den 26. juni 2015 kl. 12.
· Ansøgere får svar i løbet af efteråret 2015.
· Interesserede opfordres til at tage kontakt til sekretariatet på kulturpuljen@rn.dk
Læs mere på: http://www.rn.dk/Regional-Udvikling/Kultur-turisme-og-oplevelse/Kulturpuljen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '1 mio. til nordjyske kulturprojekter...' til en bekendt