Drømme i Doktor Grønborgs have

21. marts 2015 - kl. 0:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Der er skyggefuldt på den grønne plæne under lindetræerne i Doktor Grønborgs have. Adressen er Algade 11 i Sæby, og tidspunktet er juli måned 1939. Ved siden af en blodbøg, der er plantet for ikke så mange år siden, er der dækket op ved at havebord – og da klokken kun er godt ti på denne solbeskinnede formiddag, er det formiddagskaffe der serveres.

Omkring bordet sidder husets frue – en lille spinkel kvinde og hendes to små børn. Hendes søster er der også, idet hunhjælper fru Grønborg i de daglige huslige gøremål.

Fru Grønborg er nemlig sygeplejerske og assisterer sin travle mand i det daglige. Faktisk vækker det lidt opsigt i Sæbys gader når hun – som en af byens få kvinder – kører bil. For en læge er allerede dengang afhængig af bil, idet det er de færreste patienter, der har mulighed for selv at møde op i konsultationen – der af samme årsag derfor kun er åben et par timer hver eftermiddag.

Resten af tiden kører doktor Grønborg så rundt i byen og dens store opland af gårde og husmandssteder. Og i perioder er han en særdeles travl og ophængt herre, der ikke har tid til at tage ret meget del i pasningen af hverken det store hus eller den tilhørende store parklignende have – så det har han folk til.

Det er her, den sidste person rundt om kaffebordet kommer ind i billedet. Og egentlig er den 14-årige dreng kun vikar for sin far, der er normalt er den faste havemand for doktor Grønborg – og som har passet haven helt tilbage i forgængeren doktor Poulsens tid.

Valdemar Jensen havde imidlertid denne sommer voldsomt travlt i sit fuldtidsjob som murerarbejdsmand, og da sønnen Svend – der netop var blevet konfirmeret og derfor gået ud af skolen – endnu ikke havde fået en fast plads på landet, så kunne det måske være en oplagt mulighed, at drengen kunne passe haven denne sommer. Hvis vel at mærke hans arbejdsgiver – lægen – var med på den ide.

Grønborg var ud over at være en travl mand også en mand med et godt socialt hjerte, og han kendte udmærket til Sulbækfamiliens konstante økonomiske problemer. Så hvis drengen ellers var i stand til at varetage opgaven, så lægen ingen problemer i Svends vikariat, idet han allerede kendte det fleste af Valdemars børn, der jævnligt havde været med i Sæby, når der skulle passes have.

Svend nyder derfor godt af lægefamiliens venlige omsorg for deres ansatte – en omsorg der ud over formiddagskaffen også indbefatter eftermiddagskaffe med tilhørende blødt brød.

Fra kaffebordet under den optimistisk voksende blodbøg kan Svend mod øst se kirkens høje tårn, der ikke er helt så hvidt som det plejer at være. Det er der imidlertid ved at blive rådet bod på, idet et sindrigt system af stiger, stilladser og taljer, er ved at blive opstillet og taget i brug af en håndfuld små sorte mænd, der på afstand ligner små insekter på den kæmpestore bygning. En af disse små mænd er sikkert Svends far, da Valdemar er ansat ved det murerfirma, der har fået entreprisen med kirkekalkningen hos menighedsrådet.

Desværre er havepasningen hos doktor Grønborg ikke fuldtidsarbejde hver dag, men på de arbejdsdage der trods alt er, løber daglønnen op i hele 2 kroner – et beløb som Svend pligtskyldigt afleverer til sine forældre. Men det er ikke kun for pengenes skyld, at Svend arbejder i haven. Drengen har nemlig en drøm, der i datidens verden var næsten lige så urealistisk som drømmen om at blive jetpilot eller direktør er for flertallet af nutidens unge. Svend vil gerne være gartner.

Interessen for alt der gror, har Svend egentlig med sig hjemme fra. Børnene i Sulbæk har af deres ellers så strenge far fået lov til at dyrke hver deres jordlod, og de konkurrerer indbyrdes om at få det bedste udbytte ud af den magre sandjord.

Kartofler er derfor favoritafgrøden, men hvis mor har fået et par gulerods- eller græskarfrø til overs, når hun selv tilsår husstandens køkkenhave, så gælder det om at komme først, så denne mere eksotiske afgrøde kan få plads ved siden af de taknemmelige og allestedsnærværende kartofler. Men for et barn er det svært at dyrke grøntsager i en jord, hvor intet kan gro, hvis ikke Vorherre vil lade det regne i rigelige mængder hver uge. Så må man ned til bækken med sin spand for med håndkraft at kunstvande sine afgrøder – en kunst som Svend mestrer bedre end de fleste af hans søskende. Men uanset sin årvågenhed kan det gå galt, og det hele visner væk – bortset fra kartoflerne naturligvis, der tilsyneladende kan gro i næsten ingenting.

Det oplever Svend ikke i doktor Grønborgs have, for her er jorden kulsort, fed og frugtbar – og grundvandet står så højt, at tørke stort set er ukendt. I takt med lægens velassorterede køkkenhave med gulerødder, porrer, rodpersiller, rødbeder, pastinakker, asparges, asier og græskar, vokser Svends gartnerdrømme og folder sig ud i fuldt flor, mens sommeren går sin gang og enhver jordbrugers drøm – høsten – nærmer sig.

Ribs og solbær tager farve og bliver henholdsvis røde og sorte. Stikkelsbærrene bliver store og lodne, og hindbær og kirsebær skal plukkes, mens frugttræernes æbler og pærer langsomt vokser til fuld størrelse i sommersolen.

Hvem der bare kunne være i haven altid, drømmer drengen. Høste og så. Passe og pleje. Grave, luge og rive. Slå græs. Klippe hæk. Ligge på ryggen i middagssolen midt på græsplænen mens ænderne snadrer i åen i skyggen af de høje sølvpopler, og en lærke hænger højt oppe over blodbøgens krone.

”Svendsen” kalder doktor Grønborg konsekvent sin ungdommelige havemand – selv om lægen naturligvis nok ved at navnet er Jensen. Et par gange i løbet af sommeren har Grønborg kaldt ”Svendsen” til sig, og har stukket ham en ekstra to-krone med en formaning om at: ”Gå De en tur i biografen for den skilling – jeg fortæller ikke noget til Deres far”.

Og Svend kunne så gå i biografen og bruge nogle penge, som far overhovedet ikke vidste han havde. Se film med undertekster og få en forsmag på det liv, der blev levet ude i verden – langt fra fattigdom, arbejdsløshed og truende verdenskrig. Jo sommeren 1939 var i sandhed drømmenes sommer, hvor alting for en stund virkede muligt.

Men alting har en ende – og allerede fra første august fik drømmenes sommer en brat afslutning for Svend Sulbæks vedkommende.

Valdemar havde lavet en aftale med Hans Andersen – en af naboerne i Sulbæk – om at Svend kunne starte som karl. I første omgang i tre måneder. Så kunne man jo altid til november – der var normal skiftedag for karlene på landet – vurdere om drengen kunne fortsætte i den plads.

Så Svend måtte droppe gartnerdrømmende og føje sin far i den karriere, der lå i kortene for de fleste af datidens landarbejderbørn: Medhjælper på de små og større gårde. Og Svend startede i det små hos Hans Sulbæk 1. august 1939.

Men gartnerdrømmen, der levede videre, blev aldrig ført rigtigt ud i livet. Dog fik Svend Sulbæk rig lejlighed til at dyrke sin interesse tyve år senere som parcelhusejer med flair for havebrug og en evne til at få en god del mere jord under riven, end den parcel har selv havde skøde på. Det fik hans egne forældre og svigerforældre på deres gamle dage stor glæde af, da Svend også tog over i de haver de gamle mennesker ikke mere havde kræfter til at passe.

For slet ikke at snakke om de to ubehjælpsomme sønners haver, der desværre bar præg af at ingen af dem havde arvet faderens grønne fingre!