
Børneteater i SFO
…
21. marts 2015 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag eftermiddag i uge 12 havde børnene i SFO, der står for skolefritids-ordningen, samt børn fra 0 – 3. klasse inviteret forældre søskende og andre pårørende til en teaterforestilling i 3 akter i SFO-salen på Stensnæsskolen. De inviterede tog imod tilbuddet, for salen var fyldt op til sidste plads, hvilket vil sige omkring 150 personer.
Askepot, Tornerose og Kejserens nye ”tøj” var hvad publikum fik at se.
Kejserens nye ”tøj” blev spillet af alle drengene, som går fra 0 til 3. klasse. Tornerose blev spillet af børn, som ikke til dagligt går i SFO, og Askepot klarede pigerne, der til daglig går i 0 til 3. klasse.
I flere uger havde børnene øvet sig sammen med pædagoger og diverse hjælpere, i det der kaldes understøttende undervisning. Børnene havde også flittigt deltaget i fremstillingen af kulisser til scenen samt været med til at sy tøj. Hjemmefra var også medbragt en del tøj og klude, der kunne bruges på scenen, og selv de gamle gemte uniformer fra Albæk Centralskoles (nu Stensnæsskolen) hornorkester, der fungerede i slutningen af 1950-erne og i 1960-erne, var fundet frem fra gemmerne, og blev brugt af ”hoffet” i eventyrerne på scenen. Ganske vist kneb det for nogle af børnene at fylde uniformerne ud, men pyt; det betød mindre. At dømme efter bifaldene var publikum i hvert fald tilfredse, og det var det væsentlige, sammen med at de optrædende børn tydeligt glædede sig over at have leveret forestillingerne.
Efter forestillingen var der bagt eventyrkager med flotte glasurfigurer i flotte farver. Kagerne blev serveret for de voksne sammen med kaffe, og til børnene var der saftevand.
Tekst og fotos Cille Strøm.
En kommentar til “Børneteater i SFO
…” under annoncerne.


















Det har uden tvivl været en god og hyggelig teater-aften m.m. Dejlige billeder af de kære børn – nogle måske med en skuespiller-karriere foran sig, hvem ved. Kan dårligt lide at vælge ud, for alle disse dejlige børn har uden tvivl leveret varen til ug. Men kan ikke lade være med at lægge mærke til pigen, der har rollen som Askepot. Hun ser ud til at have evner på dette område, og det i den grad. I det hele taget dejligt for børn at få lov til at udfolde sig…