
Nordjyder skal komme med idéer til forbedringer
6. februar 2015 - kl. 8:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vær med til at udvikle og forbedre sundhedsvæsenet. – Sådan lyder opfordringen fra Region Nordjylland og de andre regioner, der ønsker at få borgernes idéer til forbedringer på borgermøder og hjemmesiden www.voressundhedsvæsen.dk.
Borgernes erfaringer og idéer er afgørende for, at patienter og pårørende fremover får bedre ophold og oplevelser på sygehusene.
– Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at gøre os klogere på, hvad regionerne skal prioritere at arbejde med. Alle idéer er velkomne, og de kan bygge på egne erfaringer med indlæggelse, kontrolbesøg eller undersøgelser, men kan også komme af inspiration fra helt andre områder, siger regionsrådsformand Ulla Astman, der også er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg.
Borgermøde 28. februar i Aalborg
Regionspolitikere går i dialog med inviterede borgere den 28. februar, hvor hver region er vært for et borgermøde. Her skal borgerne komme med deres idéer til bedre service og kommunikation, og forslag til hvordan sundhedsvæsenet i højere grad kan indrette sig med fokus på den enkelte patient.
I Nordjylland bliver borgermødet afholdt lørdag 28. februar kl. 11-15 på UCN, Selma Lagerløfs Vej 2 i Aalborg Øst. Regionernes politikere deltager på møderne og kan bære ideerne videre. Netop i disse dage modtager repræsentativt udvalgte borgere deres invitation til mødet.
Idéer på hjemmeside
Alle borgere kan komme med deres ide på hjemmesiden www.voressundhedsvæsen.dk. Det er muligt at skrive samt indsende foto eller film med input til, hvordan oplevelsen på sygehusene kan blive bedre for både patienter og pårørende.
Ulla Astman peger på, at det f.eks. kan være forslag til, hvordan pårørende får lettere mulighed for at deltage i stuegang – f.eks. via Skype – eller muligheden for selv at have indflydelse på, hvordan en kemobehandling passes bedst muligt ind i den hverdag, som en kræftpatient skal genoptage.
– Jo mere vi kan gøre for at borgerne trives, jo bedre bliver deres sygdomsforløb og deres hverdag. Borgerne skal inddrages i udviklingen af sundhedsvæsenet på en mere konkret måde end tidligere. Det er jo dem, der oplever på første hånd, hvordan det er at være indlagt eller på besøg på vores sygehuse, fortsætter Ulla Astman.
Resultatet bliver en konkret handleplan
Alle idéer og forslag fra borgermøderne og hjemmesiden bliver brugt i det politiske arbejde i Region Nordjylland og på landsplan, bl.a. til handleplanen ”Vores Sundhedsvæsen”, som munder ud i en række konkrete initiativer de kommende år.
ldéer som kommer på www.voressundhedsvæsen.dk inden den 23. februar bliver også brugt til inspiration og diskussion på borgermøderne den 28. februar 2015.
På voressundhedsvæsen.dk vil det være muligt at se alle de indkomne idéer samt kommentere og “synes godt om” andres input og bidrage med nye.
Alle opfordres til at bidrage, og deltagelse kræver ikke login eller oplysning af private informationer.
Fakta
● Alle input vil blive læst og brugt som input til handleplanen ”Vores Sundhedsvæsen”, som skal sætte en række initiativer i gang i de næste år.
● På borgermøderne den 28. februar går regionspolitikere i dialog med de inviterede borgere.
● Ideer som er lagt på www.voressundhedsvæsen.dk senest dent 23. februar vil blive brugt til diskussioner og inspiration på fem borgermøder.
● Fra 24. februar til 30. april vil det fortsat være muligt at komme med ideer på www.voressundhedsvæsen.dk.
● Deltagelse på vores www.voressundhedsvæsen.dk kræver ikke login eller oplysning af private informationer.
● Det vil være muligt at se alle de indkomne idéer og ønsker samt kommentere og “synes godt om” andres input og bidrage med nye.
● Der er mulighed for at bidrage på skrift, med foto eller film på www.voressundhedsvæsen.dk.
● På www.voressundhedsvæsen.dk ligger en film med alle fem regionsrådsformænd der opfordrer borgerne til at deltage.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyder skal komme med idéer til forbedringer' til en bekendt