
Nytårskoncerten med Musikkorps Sæby var vellykket
27. januar 2015 - kl. 0:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Musikkorps Sæby´s 15. nytårskoncert løb af staben lørdag den 17. januar 2015. Jette Torp var dette års gæstesolist, og hun formåede i samarbejde med Musikkorpset at skabe en god stemning for de godt 250 fremmødte gæster. De kunne opleve et velspillende orkester og ikke mindst en dygtig og humør skabende Jette Torp, som formåede at underholde publikum på højt plan.
De 55 musikere i Musikkorps Sæby spillede et meget varieret repertoire – spændende fra klassisk musik til rocknumre af Tina Turner. Jette Torp var sangsolist i nogle af numrene sammen med Musikkorps Sæby, og herudover underholdt hun med solonumre, hvor hun selv spillede guitar eller blev ledsaget på klaver – spillet af Jette Klarup fra Musikkorps Sæby.
Aftenens konferencier Ole Møller bandt koncerten flot sammen med historier og musikalsk præsentation af de forskellige numre.
Det var første år nytårskoncerten blev holdt i Manegen, men på baggrund af de tilbagemeldinger musikkorpset har fået fra publikum, bliver det næppe sidste gang, det afvikles her. Salen er velegnet til sådanne arrangementer. Medlemmerne af Musikkorps Sæby vil gerne takke alle de mennesker, som bakkede op om koncerten og mødte frem. Det er jo altid spændende, når sådan et arrangement skal afholdes under ”nye former”.
Allerede nu er de i gang med at overveje, hvem der skal være deres næste solist, så nytårskoncerten i 2016 kan blive lige så spændende og interessant som de 15. foregående.
Musikkorps Sæby har flere opgaver forude, så der er ikke tid til at gå i vinterhi. Første weekend i februar tages der imod 550 unge musikere fra Norge til weekendseminar på Sæbygårdskolen og i Sæby Fritidscenter.
Og til sommer drager orkestret den 3. til 6. juli til Bad Bramstedt i Tyskland. Her afholdes musikfest for 18. gang – og med deltagere fra hele Europa. Musikfesten afholdes hvert 3. år, og Musikkorps Sæby har deltaget alle 18 gange.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nytårskoncerten med Musikkorps Sæby var vellykket ' til en bekendt