
Hørby Spejderne udvider
…
9. januar 2015 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er ikke kvadratmeter det handler om men børn! I det nye år inviterer KFUM-spejderne i Hørby nemlig også børn der går i 0. og 1. klasse med til spejder. Det kommer til at foregå mandage kl. 17.00 – 18.15 og første gang bliver den 12. januar. De yngste spejdere er Bævere, så kommer juniorspejderne (2.- 4. kl.) og de mødes også om mandagen i samme tidsrum. Går man i 5.- 9. kl. er man storspejder og derefter seniorer. De mødes onsdage kl. 19.15 – 21.00.
Festaften rundt bålet
Til den første mødeaften for bævere og juniorer vil der blive holdt en festaften ved bålet med sang, musik, leg, sketches og lidt bål mad på bedste spejdermaner. Hvis nogen synes det er rarest, må man gerne tage en voksen med første gang. Herefter venter en masse skønne mandage, hvor der skal opleves lidt af hvert. Lederne for Bæverne er Mathilde Aarup, Birte Strøm og Anette Bilde Jacobsen. Anne Katrine Holm og Kristian Sørensen er juniorledere. Dan Christiansen og Hans Bilde Jacobsen er også tilknyttet de to grupper.
Hvad er spejderi?
Der er mange gode grunde til at sende børnene til spejder. At være spejder ligner ikke nogen af de andre fritidsaktiviteter, man kan gå til.
Her ser du nogle af de gode ting ved at gå til spejder:
- At være spejder er at mødes som ligeværdige kammerater. Her handler det ikke om at vinde eller være ”bedst” – men bare om at være sig selv!
- Som spejder får man masser af frisk luft!
- Spejderlivet byder på masser af gode naturoplevelser.
- Man lærer måske sine klassekammerater at kende på en anden måde – eller får sig en ny ven!
- Man lærer om naturen og samfundet ved at være der selv – ikke bare læse eller høre om det.
- Hvis du er spejder, lærer du om – og oplever – respekt for andre, demokrati, ansvar og kammeratskab.
Spejderliv er at:
tage på lejr, bygge en bro over en å, synge sammen omkring bålet, tage ”dolkebevis”, sove i
telt, følge sporet fra et dyr i skoven, bygge ting af rafter og reb, fange haletudser, hygge inde
med teater og sjov, lave ild uden tændstikker og andre skønne ting.
Drømmer du om at blive leder?
Har du mod på at blive en del af spejdernes lederteam, så er det bare med at give lyd. Der kan altid bruges hjælp både til de yngste og de ældre spejdere. Du skal blot have et godt legehjerte og lyst til at udfordre børn og unge gennem alsidige aktiviteter. Du vil blive en del af et fantastisk fællesskab og inviteret til flere årlige events kun for lederteamet. Henvendelse til Gruppeleder Anne Marie Jensen på tlf. 2993 7871.
Bare mød op!
Har dit barn lyst til at være spejder er det bare at møde op ved spejderhuset på Brombærvej i Hørby, onsdag den 7. januar, hvis barnet går i 5.kl. og opefter, og mandag den 12. januar for børn i 0. – 4. kl.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hørby Spejderne udvider
...' til en bekendt