
Julen starter søndag 30. november…
9. november 2014 - kl. 6:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Selv om det er november, er det også første søndag i Advent, og her startes festlighederne til julen op i Voerså og såmænd også i mange andre landsbyer.
I Voerså lægges der ud fra Stensnæsskolen 13.15 med ridende optog og julemanden i sin kane/vogn samt foreningsfaner. Alle er velkomne til at få nissehuen luftet og gå med gennem byen og få lidt frisk luft.
Optoget ender igen ved Stensnæsskolen, og i hallen er der harmonikamusik ved Kurt Jensen og sanglege for førn og andre barnlige nissesjæle.
For børnene bliver der mulighed for selv at lave en dekoration med kalenderlys samt tegne eller skrive en ønskeseddel til julemanden.
Gløgg, æbleskiver med syltetøj og flormelis, kaffe, øl og vand er der i rigelige mængder, som man kan hygge sig med, alt imens man tjekker, om der er gevinster, på det købte amerikanske lotteri.
I hallen er der flere salgsboder med masser af gaver, dekorationer, nisser samt mange andre juleting.
Efter julemanden har været rundt i byen og fået dyrene sat i stald, har han lovet at komme tilbage sammen med et par hjælpenisser, og så har han en stor sæk på nakken fyldt med godter til alle børnene i hallen.
Sidste punkt på dagens program er udtrækning af Voerså Borgerforenings julegevinster. Alle medlemmer, der har betalt kontingent inden 27. november, er med i udtrækningen om ænder og rødvin.
Alle er velkomne til at deltage, og arrangørerne er Den lokalt forankrede folkeskole, Voerså IF og Voerså Borgerforening.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julen starter søndag 30. november...' til en bekendt