Lang radioudsendelse om udvinding af skifergas
23. oktober 2014 - kl. 16:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
DR’s radioprogram P1 Dokumentar har torsdag middag den 23. oktober sendt en 3 kvarter lang udsendelse om de igangværende planer om efterforskningsboring efter skifergas i jorden vest for Dybvad.
DR-Dokumentar søger i udsendelsen af komme bagom planerne og ”graver efter svarene” på, hvorfor politikerne tillader efterforskningsboring efter skifergas, når man samtidig på nationalt plan har et overordnet mål om senest i år 2050 at være overgået til grøn, vedvarende energi.
I udsendelsen interviewes en lang række nøglepersoner såsom miljøminister Kirsten Brosbøll, klimaminister Rasmus Helveg Petersen, EU-miljøkommissær Connie Hedegaard, Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit Hansen, Totals tilsynschef for boringen Henrik Nicolaisen, repræsentanter for bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, deltagere i Camp Total, naboer samt andre borgere med synspunkter for og imod projektet.
I udsendelsen forklarer borgmester Birgit Hansen bl.a., at det langt fra var som at vinde i lotteriet, at den første efterforskningsboring skal ske i Frederikshavn Kommune, og miljøminister Kirsten Brosbøll slår fast, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt har truffet nogen beslutning om tilladelse til boring, men kun at en boring vil skulle ske på et fuldt forsvarligt grundlag.
Ønsker man at lytte til P1-programmet, kan man finde det bl.a. på dr.dk
Skrevet af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lang radioudsendelse om udvinding af skifergas' til en bekendt