Dagbog:
Dag 4

21. oktober 2014 - kl. 9:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Med Jeep til den ikke så lille landsbyskole. Solen var endnu ikke stået op, da klokken til meditation lød tydeligt gennem de tynde vægge. Selv telefonen blinkede truende. 5.00 det var tideligt, især for os, for de lange dage havde snydt os for en hel del søvn, så den varme kaffe, der blev serveret inde i meditations rummet på børnehjemmet, var velkommen.

I anledningen af dagens ekspedition blev der afholdt en lykkebringende Pudhja, som skulle sikre os en god rejse. Hvilket også var nødvendigt, for da chaufføren endelig efter at havde brugt det meste af en time på at skifte til et nyt hvidt betræk på sæderne i Jeepen, gik turen tværs gennem Kathmandu med racende fart.

Vi var egentligt blevet præsenteret med en tre timers kørsel, så tempoet blev forsøgt tilpasset til den nyeste indiske tekno hip hop, hvor volumen syntes at være forbundet med speederen. De første timer på vejen gik i rasende fart, over hullet asfalt og forbi store mængder modkørende biler, der leverede en hel masse dytten som tak for de aggressive overhalninger. Umiddelbart havde vi regnet med at hastigheden lod sig naturligt begrænse i flodlejet, men selv de store sten kan forceres med høj musik og høj hastighed.

Jeepen gjorde dog langt om længe holdt, i en halv meter rød mudder som ikke lige lod sig bekæmpe. Og under danske forhold ville vi være strandet, men i løbet af fem minutter kom der flere og flere biler, motorcykler og vandrere, som alle havde en mening om, hvad der skulle gøres, der var dog ikke nogen, der syntes at foretage sig noget, før der var en, der kom med den ide, at der jo var mange nok til at skubbe, og det var der, i løbet af ti meters skubben var bilen fri og på vej igen. Denne gang dog i et langt lavere tempo.

Efter 10 timers kørsel, hvilket var en smule mere en de lovede tre, var vi gennemrystet og lidt træt af chaufførens seks udvalgte sange, ankommet til landsbyen. Vi havde forventet en skole med 100 børn, i stedet mødte vi 600 børn stående på to rækker. De havde alle plukket blomster, så det blev til 600 buketter hver og 600 hilsner en til hvert et barn. En konstant træning af vores få gloser Nepalesisk.

Derefter blev vi modtaget af alle lærerne, forstander og byens ældste. Som de hvide besøgende blev Karen Marie og jeg begge bedt om at fortælle om os selv og Danmark, og hvordan vi var kommet her til. Bøgerne, som vi medbragte fra den engelske lærer i Frederikshavn, var til stor glæde for skolen, som næsten ikke har undervisningsmateriale. Fodbolde, sjippetov og freesbee tilførte skolen et helt nyt fag, nemlig sport, hvilket specielt fangede de yngre lærere.

For en del af de indsamlede midler indkøbte vi 600 kladdehæfter, lamper og tandbørster, hvor nogle blev uddelt af os, og resten ville blive fordelt første skoledag efter weekenden. Manglen på næsten alle varer er ekstrem stor, da en tur til Kathmandu i bus varer op til tre dage, og en jeep er umulig for skolen eller børnehjemmet at financierer. Så hvis der sidder en kuglepen samler et sted i Danmark og læser dette, og er du blevet træt af samlingen, så vil vi meget gerne formidle disse til skolen i landsbyen. De mange blyanter vi har med denne gang, har vi taget med til en grundskole, hvor der stadig bruges blyanter, men her i landsbyen bruger alle kuglepen, som er obligatorisk fra 6 klasse i Nepal, så har du kuglepenne samler vi dem sammen i Sæby Svømmebad til næste tur.

I morgen drager vi mod den indiske grænse, hvor vi skal en tur ind i regnskoven.