
Sang og musik giver skolebørn i Indien ”Vinger af håb”
20. oktober 2014 - kl. 12:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Menigheden i Skæve og Hørby Sogne har de seneste år erfaret, at hvis man vil, kan man gøre en forskel for mennesker, der trænger. De støtter nemlig et skole-kirke projekt i Indien, hvilket har betydet, at en flok børn fra på en skole i Somasipadi har fået nye klasselokaler, og i skrivende stund er hele skolen ved at blive malet.
Klasselokaler med over 80 børn er vilkårene
En skole med børn på mellemtrin og overbygning kan også glæde sig til at få nye klasselokaler gennem projektet. Det er tiltrængt! Meget undervisning foregår udendørs på skolens gange og på et besøg på skolen, oplevede besøgende fra Skæve og Hørby en klasse på omkring 90 elever med 14-15 årige. Alle sad på gulvet, og lokalet var på størrelse med de klasselokaler vi kender fra danske skoler – måske endda mindre.
Kom til støttekoncerten ”Vinger af håb”
Onsdag den 22. oktober kl. 19.00 vil der være en støttekoncert i Skæve Kirke: ”Vinger af håb”, hvor entreen går til projekterne i Indien. Før har sognene samlet ind til et stort Indien marked ved salg af diverse indiske ting og indsamlinger i kirken og på skolen. Støttekoncerten er et nyt tiltag og arrangørerne, ”Indiens venner” og et par af de optrædende håber at rigtig mange vil være med.
Lyt til ”Man in the mirror” og ”Skyerne gråne” – repertoiret er bredt!
Det er lokale musikfolk og ansatte i kirken, der underholder og optræder, og det bliver en varieret og lytte venlig koncert. Der vil blive sunget og spillet alt fra Michael Jackson, gospel og Alberte-sange til salmer og kendte sange som ”You raise me up” og ”Colours of the wind”.
Niels Ole Sørensen er organist i kirken og har i den seneste tid haft travlt med ”Tversted Jazzy Days”, som han er formand for. Han akkompagnerer solisterne og koret til koncerten, men spiller også et par solonumre, og man får rig mulighed for at høre kirkens nye hammondorgel. Kirkesangerne Mathilde Aarup og Anette Bilde Jacobsen vil synge solo og sammen. De har begge meget sangerfaring og plejer af kunne røre publikum med deres sang – mon også det lykkes i Skæve Kirke?
Kirkeband og lokale sing a song writer spiller til koncerten
Til flere gudstjenester har kirkerne benyttet sig af, at Britta Aarup bor i Hørby og spiller rigtig dejlig på tværfløjte. Hun vil også medvirke, ligesom Anna Bilde er blevet hevet ind til lejligheden. Anna er 16 år og opvokset i Hørby og har de seneste år forsøgt sig som singersong writer og har i efteråret været med i det lokale sangskriver-projekt – ”Lydkanten”. Hun vil til koncerten synge og spille egne sange.
Skæve og Hørby Kirker har et stort kirkekor bestående af 25 drenge og piger i alderen 10 – 14 år. De bringer glæde med deres sang og glæder sig til at ”danse” til fællesnummeret ”Made in India” og synger også et par sange alene. Koret ledes af Anne Hejslet og Anette Bilde Jacobsen. Og så er det en stor glæde at kirkebandet, bestående af fem fyre på 16 år og opefter kommer og spiller. De er dygtige, og også de glæder sig til at spille, hvad de har øvet sig på i Sognehusets kælder de sidste måneder. De spiller ”How deep is your love” og ”Still haven’t found”.
Koncerten er gratis for børn og konfirmander og koster 50 kr. for de resterende. Pengene går som sagt til sognenes Indiensprojekt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sang og musik giver skolebørn i Indien ”Vinger af håb”' til en bekendt