Ugens klumme: <br>Sæbys stærke mand

Ugens klumme:
Sæbys stærke mand

18. oktober 2014 - kl. 0:03 - af

Soeren-Visti_600x250Sulbækhusets ældste søn, Verner, står en sen søndag aften ude i oktoberkulden. Han kan ikke sige sig fri for at fryse en smule, men samtidig blusser hans kinder, og han føler en blanding af vrede og skamfuldhed – følelser der ændres til ærgrelse, da han konstaterer, at en eller anden har piftet hans cykel, så han nu må trække hele vejen hjem i mørket ad landevejens cykelsti.

Der er mindst 10 kilometer til fods fra ”Kuren” til den gård, hvor han gør tjeneste som karl, så der er rig mulighed for at tænke over aftenens hændelser – hvilket han så gør, mens han i rask trav langsomt får varmen.

Verner er midt i 1930´erne blevet 18 år, og er flyttet hjemmefra og har siden konfirmationsalderen tjent sine egne penge som karl på flere af lokalområdets gårde.

Sammen med glæden ved at tjene sine egne penge, giver lønnen på landet – hvor beskeden den end er – også en ung mand, der endnu ikke har nogen fast kæreste, mulighed for at komme lidt i byen og træffe jævnaldrende – hvem ved, måske endda af det andet køn. Ellers kunne man jo altid nyde en øl og danse lidt.

Der er hver søndag aften musik og dans på ”Kuren”, den restauration der ligger i forbindelse med hotellet ved Jernkilden i Sæby. Hertil valfarter landsdelens ungdom så hver søndag for at hygge sig med hinanden. I sommerperioden er tilstrømningen til etablissementet endog i perioder så stor, at Sæbybanen – der kører lige forbi – ekstraordinært tager holdt, for at sætte folk af.

Men hvor der kommer mange unge mennesker, kan der – ud over kæresterier – også i nogle tilfælde opstå det modsatte. Og som i alle tider og på alle steder er der altid nogen, der vælger forlystelseslivet til at sætte hinanden stævne til et rask lille slagsmål.

Aftenen var startet stille og roligt, og Verner havde sammen med at par kammerater fra Understed hygget sig med et par øl og havde som et lille lukket selskab passet sig selv.

Men ved 10-tiden var der ankommet en flok unge karle fra Smedjen ved Sæbygård, og de var berygtede for altid at være ude på ballade – og allerhelst et rask lille håndgemæng. Og specielt havde de set sig gale på et andet selskab fra Hørby-kanten. Ingen der var på ”Kuren” den aften var i tvivl om, hvor det bar i retning af – det var bare et spørgsmål om tid.

Som alle børnene fra Sulbækhuset er Verner en ret lille splejs, der ikke rigtig har det med slagsmål i blodet, så han er lettet over, at han og kammeraterne ikke er målet for begivenhederne. Verners lille gruppe trækker sig derfor tilbage bagerst i lokalet, og følger med interesse på afstand med i det skænderi og de verbale stikpiller, der fyger gennem rummet med det formål at bygge op til det endelige mål: slagsmålet med håndgemæng og den fysiske kappestrid om, hvem der var stærkest på denne aften.

Mens diskussionen mellem de to grupperinger af unge mænd bliver mere og mere højrøstet, bliver restauratøren i samme takt mere og mere nervøs for sine lokalers sikkerhed og ikke mindst sit dyrebare inventar, og han lister derfor diskret ud bagved, hvor han har sin telefon. Ovenover væg telefonen med håndsving og taletragt er der en seddel, hvor der med blyant er skrevet et telefonnummer – og så navnet ”Christian Jensen”.

Kroværten ringer febrilsk til det nedskrevne nummer, og udstøder da han får forbindelse et lettelsens suk, der næsten overdøver den tiltagende larm ude i danselokalet. Den dybe stemme i den anden ende af røret siger ”Hallo”, og i rasende fart afleverer restauratøren sin besked: ”do ska koem no, det haster, ellers øejlæer de hiele etablissementet!”

I den anden ende af byen tager Christian Jensen sin uniform på. Han er ikke politimand, men en arrestforvarer har også uniform, og den sørger han altid for at have lige i nærheden om søndagen, for han har i mange år været den man ringer til, hvis der er optræk til ballade til baller og lignende.

Christian er en stor mand, der udstråler en voldsom autoritet når han står der i sin uniform, og hans fysiske styrke er legendarisk blandt områdets ungdom. Det har yderst sjældent været nødvendigt for Christian at yde vold eller anvende den fysiske magt, han uden tvivl ville være i stand til. Selve hans tilstedeværelse i ethvert ophidset selskab havde nogenlunde samme virkning som en spand vand på gløder – den fik simpelthen balladen til at fordampe, for den uromager der havde mod på at møde Christian ansigt til ansigt fandtes – uanset indtaget af øl – ikke i Sæbys lokalområde.

Omkring et kvarters tid efter at kroværten har ringet af, ankommer Christian i sin Opel, og det er ikke et øjeblik for tidligt, for de første øretæver er allerede faldet, og en ungersvend fra Sæbygård bløder fra næsen, mens en jævnaldrende fra Hørby har fået flækket et øjenbryn – og en krostol har mistet det ene ben, mens gulvet knaser under Christians støvler af knuste glasskår.

Arrestforvareren vil have at vide, hvem der startede balladen, men da de mange ophidsede forklaringer stritter i alle mulige retninger, beslutter han sig for, at han nok hellere måtte følge begge grupperinger til døren. Og på dette fremskredne tidspunkt af aftenen, hvor der i øvrigt ventede kroværten et mindre oprydningsarbejde, var det nok også på sin plads, at erklære at festen var slut for i aften.

”Og I tager lige hjem, uden svinkeærinder og flere slagsmål” siger han på tillempet rigsdansk, som han mener virker mere myndigt end den lokale dialekt, han bruger til dagligt.

Verner har imidlertid ikke den opfattelse, at denne ordre også gælder ham. Christian er trods alt hans onkel – og i øvrigt hans store forbillede – som han har tilbragt så mange timer sammen med, både derhjemme og på jagt. Faktisk var det onklens skyld, at han også selv for nylig havde købt et gevær for at gå på jagt (geværet var ganske vist blevet konfiskeret af hans far, Valdemar, men det er en helt anden historie).

Verner gør derfor anstalter til ikke at ville forlade festen, men kommer på andre tanker, da Christian vender sig mod ham og siger (denne gang på jysk): ”det jæller oss dæ – do var sammen mæ folken fra Åjjerstæ, var do inth?”.

Og da Verner ikke så godt kunne nægte at have været en del af Understedgruppen, der allerede har forladt krostuen, så måtte han slukøret følge trop ud af døren. Man kunne sige meget om onkel Christian, men nepotisme var ikke et begreb han kendte til. Og som arrestforvarer og myndighedsperson – om end i selvbestaltede situationer som denne – kunne hans troværdighed ikke holde til at gøre forskel på folk.

Så mens Christian påser, at de unge hidsigpropper finder hver deres vej hjem uden yderligere slagsmål, så lusker Verner hen til sin cykel, der jo så desværre var uden luft – akkurat som onklen havde lukket luften ud af aftenens slagsmål.

Endelig ankommer Verner så tilbage til sit tjenestested, hvor han lister ind på sit kammer, hvor han kan konstatere, at den lange spadseretur har begrænset hans nattesøvn til nogle få timer, da han allerede skal op igen og på arbejde i stalden klokken halv seks.

Men historien blev ikke omtalt yderligere til hverken far Valdemar eller til onkel Christian på et senere tidspunkt. Arrestforvareren kunne sagtens holde på deres lille hemmelighed, og han bar ikke på nogen måde nag. Og at omtale sagen offentligt ville også bare hænge Verner ud for resten af familien – og det lå fjernt for Christian Jensen. Han vidste om nogen alt om forbrydelse og straf – og Verners kortvarige lydighedsnægtelse lå indenfor den grænse for ungdommelig oprørstrang, som alle forældre må leve med. Og af mangel på egne børn, følte den barske mand næsten også et faderskab for Valdemars store børneflok. På både godt og ondt.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ugens klumme:
Sæbys stærke mand'
til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger