Dagbog: Har vi som dansker glemt at tænke på andre

17. oktober 2014 - kl. 10:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

”Tredje dagen i Kathmandu startede for os kl. 6.00. En sen hjemkomst kl. 1.00 pga. trafikken og den praktiske udfordring, at bilerne ikke har lys, da pærer holder meget kort tid og generelt er svære at skaffe, krævede da også lidt mere af os for at komme i gang.

Tilsyneladende udstrålede vi også så meget træthed, at vores taxi chauffør syntes, han skulle invitere os hjem til ham privat for at servere økologisk kaffe, og da han kendte en genvej, ville vi fint have den nødvendige tid, “Nepal tid”. Det betyder nu at vi har fået endnu et par venner, Dilli Man, hans kone og ældste søn. Det var nu nok aldrig sket i Danmark, tænker vi.

Vores interesse for at gøre en forskel i landsbyerne, bragte os til en forelæsning med munken Nyama Norbu Tamang. Han havde inviteret os til at deltage i et foregående retreat, som han i samarbejde med en nødhjælps gruppe afviklede for skandinaviske interesserede.

Pengene, som deltagerne betaler for retreat, kost og logi, går ubeskåret til at etablere vandanlæg i små landsbyer. En landsbyvandhane betyder, at beboerne ikke længere skal gå 1-2 timer for at hente vand hver dag. Og hvad der er helt specielt er, at gruppen kun betales for materialerne, idet landsbyen selv skal kunne bevise, at de er villige til at gøre noget for hjælpen. I dette ikke så unikke tilfælde, formåede landsbyen selv at grave den 40 cm dybe og 2 kilometer lange rende, der skulle huse den nye vandledning.

Besøget betød da også, at vi fik en stor interesse for vores egen lille ekspedition fra de deltagende, et hhv. svensk, norsk og et enkelt amerikansk par, som alle var meget interesseret i at høre mere om projektet og hjælpe til.

Dagen bød også på et besøg på Kopan Monastery og Nunnery, og en chance for at hilse på den nonne som har sikret os kontakten til Ani fra det lille børnehjem.

Nu står den på aftensmad på børnehjemmet og tideligt i seng efter en lang vandretur fra kloster til kloster. I morgen skal vi i skole kl. 5 sammen med børnene, derefter pakker vi den lejede militær jeep, som skal tage os op gennem floden, hvilket er den eneste vej til landsbyen efter at stormen fra Indien afleverede to hele dage med regn og storm i Kathmandu dalen.

Skolen i landsbyen er den del af projektet, der er mest udfordret efter stormen, derfor har børnehjemmet besluttet at sende halvdelen af de indsamlede varer til dem, samt den ene bærbare computer. Samtidig er Karen Marie her til aften blevet sendt i byen sammen med guiden for at finde 100 notesbøger, som også skal med til skolen. I mellemtiden har lokale været forbi med tøj og varer, der også skal pakkes på bilen. Det er værd at fortælle, at det hele er blevet muligt, fordi vi netop valgte at leje en jeep, noget som børnehjemmet aldrig selv ville have haft råd til, og i Nepal bliver et sådan tilbud modtaget med åbne arme, samtidigt med at det åbner for et hav af muligheder for at få andre ting transporteret til en ellers ufremkommelig landsby.

Vores projekt har allerede sikret os kost og logi nok til to ture tilbage til Nepal, det er et fantastisk positivt og taknemmeligt folk, og de er nu en gang bedst mødt langt væk fra turismen. Som nepaleserne siger: “Der er en grund til at alle ting sker”.