
Nu går vi fra sommertid til reflekstid
14. oktober 2014 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Natten mellem den 25. og 26. oktober stiller vi urene om til vintertid, og det betyder, at de mørke morgener er lige om hjørnet. Derfor er synlighed i trafikken igen ekstra vigtigt. En undersøgelse fra Børneulykkesfonden og Codan viser, at danskene gerne vil være sikre, men at glemsomhed er skyld i, at vi er så dårlige til at gå med reflekser. Årets Refleksdag den 23. oktober er derfor en god mulighed for at friske hukommelsen op.
I disse dage er der igen ekstra god grund til at få reflekserne på og huske lyset på cyklen. Med omstilling til vintertid må vi nemlig indstille os på, at det er mørkt, når vi skal ud i trafikken for at komme til skole og arbejde. Desværre er danskerne ikke blevet bedre til at huske reflekserne siden sidste år – det viser en ny undersøgelse foretaget for Codan og Børneulykkesfonden. Kun 36 procent af danskerne siger, at de husker reflekserne, når de går ud i trafikken, mens det samme tal sidste år lå på 38 procent. Heldigvis burde der være god mulighed for forbedring, vi vil nemlig gerne være sikre i trafikken, men det kniber med hukommelsen.
”Hvert år tager vi temperaturen på danskernes refleksvaner, og vores undersøgelse fortæller os, at den altovervejende grund til, at vi ikke har reflekser på, er fordi vi glemmer dem eller ikke tænker over det. Derfor vil vi hos Codan og Børneulykkesfonden igen i år slå et slag for reflekserne med Årets Refleksdag, så vi forhåbentlig fanger en del af alle de danskere, der lige skal mindes om, at nu er det tid til at på med reflekser,” siger Dorte Eckhoff, der er CSR- og kommunikationschef hos Codan.
Forældre bør være rollemodeller
For børnene ser tallene væsentlig bedre ud. Forældrene i undersøgelsen svarer, at 78 procent af børnene har reflekser på i de mørke efterårs- og vintermåneder. Der er altså stor forskel på, hvor gode børn og voksne er til at have reflekser på.
”Vi er glade for, at størstedelen af de danske børn har reflekser på i trafikken, men det er super vigtigt, at vi som voksne er gode rollemodeller over for vores børn – ellers holder indsatsen ikke ved. Og du er hverken mere synlig eller har mindre brug for en refleks, bare fordi du er blevet voksen – selvom man ofte skulle tro det, når man kigger på gadebilledet i vinterhalvåret. Så på med reflekserne, der findes mange fine af slagsen,” forklarer Henriette Madsen, der er leder af Børneulykkesfonden.
85 procent mindre risiko for at blive påkørt
Og refleksen gør en forskel. Undersøgelser fra Norge viser, at reflekser reducerer risikoen for at blive påkørt med 85 procent, når det er mørkt. Også hos politiet ser de et behov for det skinnende materiale:
”Langt størstedelen af dem, der kommer til skade i trafikken, er de bløde trafikanter som cyklister og gående. Derfor gælder det særligt for denne målgruppe, at de skal gøre sig så synlige som muligt – og her er reflekser helt afgørende, især med den årstid vi går imøde,” siger Lars Haugaard, vicepolitiinspektør færdselsafdelingen, København.
Om Årets Refleksdag 2014
Årets Refleksdag er en tradition, der er startet af Børneulykkesfonden og Codan. Dagen falder hvert år den sidste torsdag i oktober måned, inden vi stiller urene om til vintertid. Formålet med Årets Refleksdag er at sætte fokus på, hvordan reflekser giver bedre synlighed i trafikken i den mørke tid, så vi i sidste ende undgår ulykker.
Ud over at Codan og partnerne på Årets Refleksdag uddeler mere end 100.000 reflekser designet af bObles i hele Danmark, bliver der afholdt to refleksløb i Svendborg og Gentofte, og der bliver uddannet op til 3.000 refleksbetjente i landets børnehaver og institutioner, som skal lære de aller mindste om sikkerhed og synlighed. En lang række partnere hjælper desuden med at dele Årets Refleks ud og sætte fokus på synlighed: Danske Fragtmænd, DTL, First Stop, Fynbus, KOIN, Langå Sparekasse, Legeakademiet, Lirum Larum Leg, OK Plus, OK, Politiet, Q-park, Randers Vognmandsforening, Toyota, Vognmand Gunnor Nielsen og Kære Børn. Læs mere på www.refleksdag.dk.
Fem gode råd
Med den glimtende refleks kan du mindske risikoen for at blive påkørt med 85 procent. Følg disse gode råd, så du bruger din refleks bedst muligt:
- Refleksen skal hænge i en snor, så den bevæger sig, når du færdes i trafikken.
- Refleksen bør sidde lavt, så billygterne rammer den.
- Sæt en refleks foran og bagpå dit overtøj.
- Sørg for både at have en refleks på overtøjet og på rygsækken/skoletasken.
- Skift refleksen jævnligt – effekten kan aftage, og båndreflekser, der sidder fast på tøjet, slides i vask (en refleks i god kvalitet kan holde til ca. 30 vaske).
Kilde: www.refleksdag.dk
Fakta om trafikulykker i mørket og reflekser
- Cirka 25 procent af alle uheld med cykler sker i mørke. (Rådet for Sikker Trafik)
- En bilist, som kører med nærlys med 50 km/t, har otte sekunder mere til at opdage en fodgænger, der bruger refleks end en fodgænger uden refleks. (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)
- Reflekser gør dig synlig på 140 meters afstand, selvom bilen kun har nærlyset tændt. Uden refleks bliver du først synlig på 25-30 meters afstand. (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu går vi fra sommertid til reflekstid' til en bekendt