Ugens klumme: Radio, skråtobak og familien Hansen

4. oktober 2014 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Theodor Mortensen har travlt og træder hårdt i pedalerne på sin cykel. Han skal gerne nå hjem til forældrene i Sulbæk så hurtigt som muligt med den værdifulde og uundværlige last, han har i den kasse, der er fastspændt til cyklens bagagebærer.

Theodor på 33 år er ungkarl, og bor hjemme hos forældrene, Thomas og Marie, på en lille gård i Sulbæk (umiddelbart nord for det nuværende Svalereden). Som så mange ungkarle på den tid – og formentlig til alle tider – har han tid og råd til at have interesser, der ikke er forundt gifte mænd med familie at forsørge.

Det er netop en af disse interesser, der er skyld i, at han nu sveder som en gris (dumt udtryk, for grise kan ikke svede) på cykelstien denne sommersøndag i 1934. For der er nogle ting, der skal være klar for at kunne gøre søndag aften fuldkommen for en hel masse mennesker. Og det altafgørende element i den forbindelse er den akkumulator, han har i bagagebæreren.

Nogen tid i forvejen har Theodor – der er ret teknisk begavet, og godt kan lide at være lidt forud for sin tid – i en forretning i Frederikshavn købt en radio. Et nymodens apparat, der ikke var særligt udbredt hos den brede danske landbefolkning på den tid.

Radioen er imidlertid tilpasset den kendsgerning, at der i mellemkrigstiden ikke er indlagt strøm ret mange steder uden for de større byer – og det er der således heller ikke på Thomas Mortensens gård i Sulbæk.

Apparatet er derfor forsynet med et anode batteri, der skal tilkobles en akkumulator – og det er netop den akkumulator, der står i den trækasse foret med hø, som Theodor har i bagagebæreren. Den har været til hastig opladning i Sæby, fordi den var løbet tør for strøm i går aftes, mens Theodor havde hørt dansemusik til ud på de små timer.

Da Theodor kommer ind på gårdspladsen, er det ved at være hen under aften, men inden det er tid til at spise Maries aftensmad, er der lige en ting, der er meget mere vigtig. Radioen skal kobles til akkumulatoren.

Thomas skynder på sin søn: ”Siej no å blyww færdi – der kummer snårt Familien Hansen” siger han utålmodigt.

På tobaksbordet i stuen står så vidunderet. En temmelig stor kasse af mærket ”Regina”, der fylder hele tobaksbordets øverste plade ovenover skufferne. På underbordet står anode batteriet, hvortil også akkumulatoren skal tilkobles. Efter at have sat de forskellige ledninger sammen på den rette måde, og testet apparatets duelighed for en sikkerheds skyld, kan Theodor endelig få sin aftensmad i fred og ro og familien kan ånde lettet op. Han nåede det heldigvis i tide.

Lige efter aftensmaden banker det på døren. Det er ikke den omtalte Familien Hansen, som melder deres ankomst, men derimod Stine og Andreas fra den nærliggende Sulbæk Mølle.

Møllefolkene har gjort det til en fast skik at komme på visit hver søndag aften, og det er netop for at træffe Familien Hansen – ikke i levende live, men i områdets eneste radio – at de gør deres ugentlige entre. For ikke at komme til alt for stor ulejlighed har Stine bagt kage til aftenskaffen.

Familien Hansen er et radiodrama, der blev startet af statsradiofonien allerede i 1929, men som hurtigt blev en så stor succes, at gaderne praktisk talt blev lagt øde om søndagen, hvor de 15 minutter lange føjetoner blev bragt.

Danskerne kom i den grad til at elske serien med dens hverdagsforviklinger, som de fleste kunne identificere sig med – og det endte med at serien kørte i 20 år og hele 900 afsnit, inden den i 1949 endelig blev afsluttet – ikke så meget af lyst fra DR´s side, men fordi en af de bærende kræfter i serien afgik ved døden.

Serien havde således kørt i nogle år før Theodor fik en radio til Sulbæk, men de lokale havde været hurtige til at falde ind i handlingen og havde gjort Theodors radio til centrum for den faste søndagsunderholdning.

Udover folkene fra møllen kom også Valdemar og Johanne på besøg – ofte med nogle af børnene – så den lille stue var fyldt til randen af forventningsfulde landboere, da seriens kendingsmelodi som indledning finder vej gennem den skrattende og susende æter.

Forinden skuespillet og de kvikke dialoger tager deres begyndelse, har såvel Theodor som faderen Thomas forsynet sig med henholdsvis pibetobak og skrå fra tobaksbordets skuffe under radioen. Også Andreas fra møllen har gang i skråtobakken, der allerede pibler i en tynd sort stribe fra mundvigen ned ad hagen i den side, hvor han mangler et par tænder.

Thomas eneste problem er derfor, hvor han kan placere sin spyttebakke – en rund sort støbejernssag på størrelse med en natpotte med strandsand i bunden – så han selv og gæsterne stadig med sikkerhed kan ramme den, i den tæt befolkede stue.

Men også det problem løses med velvilje fra gæsternes side. Der levnes en plads midt på gulvet, og da tækkemandens og møllerens træfsikkerhed med det sorte tobaksspyt er legendarisk, sker der så godt som aldrig uheld.

Allerede dengang var der et fællesskab omkring det nye æterbårne husalter – ikke ulig det vi ser i dag foran fladskærmens mange digitale kanaler. Menneskets nye samlingspunkt var en realitet i tiden hvor piberøg og skråtobak, kaffe og hjemmebag udgav sig for at være datidens udmærkede erstatning for nutidens sodavand, chips og slik!

Efter det korte radiospils afslutning får man så kaffe – og Thomas Mortensens bette dram tilbydes de der havde de lyster (dog ikke den puritanske Valdemar). Handlingen i aftenens episode af familien Hansens bedrifter bliver diskuteret, og forskellige bud på næste uges handling bliver luftet. Og hvis ellers Theodor nok engang kunne få sin radio til at virke, ses man nok igen samme tid og sted på næste søndag!