
Efterskolernes Dag en stor succes lokalt
4. oktober 2014 - kl. 14:19 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I søndags slog Hørby Efterskole dørene op for omkring 300 besøgende, da skolen deltog i det landsdækkende efterskoleevent Efterskolernes Dag. Familier, der overvejede at sende et barn på efterskole, kunne således lægge vejen forbi en eller flere af landets omkring 260 efterskoler, der markerede dagen ved at holde åbent hus mellem kl. 13-17.
Man hører ofte tidligere efterskoleelever fortælle, at efterskoleåret var et af de bedste år i deres liv (hvis ikke dét bedste), og det er nok ikke helt skævt. For på efterskole lærer man sig selv bedre at kende, får større forståelse for sociale nuancer i samværet med jævnaldrende og voksne og endelig får fagligheden også ofte et boost. Alle tre ting er faktorer, der får positiv indvirkning på elevernes identitetsdannelse og styrker dem langt ud i fremtiden.
På Hørby Efterskole havde man arrangeret en dag med rundvisninger og aktiviteter, og sat godt med mandskab af til at tage imod de mange besøgende, der kom for at finde ud af, om et efterskoleophold var noget for dem eller deres barn. Casper Sørensen er en af skolens nuværende elever, der sidste år stiftede bekendtskab med Hørby Efterskole på netop Efterskolernes Dag:
– Jeg ville rigtig gerne på efterskole og Hørby havde fanget min interesse, da jeg sammenlignede efterskoler på nettet. Nogle af mine venner var afsted, og de blev bare ved med at fortælle om, hvor fedt det var. Med sammenholdet og alting. Det, at man fik en masse nye venner, som man boede sammen med og gik i skole med, synes jeg lød rigtig fedt. Og på Hørby kunne man også få fodbold på skoleskemaet, fortæller Casper.
– For mine forældre betød det nok mere at se på det faglige, siger Casper. Det kan godt være, at jeg blev vild med Hørby pga. det sociale og sporten, men min mor kunne rigtig godt lide det med læringsstilene og de mange intelligenser, som Hørby underviser ud fra. Det er en helt anderledes måde end man er vant til fra folkeskolen, forklarer han.
Ligesom Casper havde mange unge i år taget deres forældre med på besøg på en efterskole på Efterskolernes Dag. På Hørby fik de en rundvisning af skolens elever, som glade viste skolen frem og fortalte og de mange aktiviteter og tilbud på skolens to store valgfagslinjer: idræt og musik/performance. Bagefter kunne man over en kop kaffe og et stykke kage få en snak med en af skolens lærere, som kunne forklare en mase om Hørbys særlige pædagogiske tilgang.
Efterskolerne er en veletableret og velkendt del af de skoletilbud, der findes til de 14-18-årige på grundskolens sidste år. Men faktisk er efterskoleformen, hvor eleverne modtager undervisning, bor, spiser, sover, dyrker fritidsaktiviteter og udvikles i et fællesskab med andre elever, ganske unik og findes kun i Danmark.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Efterskolernes Dag en stor succes lokalt' til en bekendt