
Tilfredsstillende halvårsresultat i Sparekassen
20. august 2014 - kl. 10:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sparekassen Vendsyssel kan for første halvår 2014 præsentere et overskud på 102 mio. kr. før skat, hvilket er tilfredsstillende set i forhold til samfundsudviklingen i det forgangne halvår.
Resultatet af den primære drift for første halvår 2014 udgør 195 mio. kr. Resultatet indfrier de forventninger, der blev meldt ud i Årsrapport 2013.
Moderat og kontrolleret vækst trods stagnerende efterspørgsel
Det er lykkedes sparekassen at realisere målsætningen om en moderat og kontrolleret udlånsvækst på trods af en stagnerende efterspørgsel. Sparekassens samlede udlån er øget med 255 mio. kr. til i alt 8,53 mia. kr. sammenlignet med udlånene pr. 31/12-2013.
Indlån inkl. puljer er steget med 571 mio. kr. til 9,43 mia. kr. i forhold til 31/12-2013. Der er således et indlånsoverskud på næsten 1. mia. kr. i sparekassen.
Sparekassens ledelse finder resultatet tilfredsstillende
”Det tilfredsstillende resultat viser, at vi har formået at fastholde sparekassens indtjening på et højt niveau i første halvår 2014, som igen har været vanskeligt for sektoren”, siger administrerende direktør Vagn Hansen og fortsætter:
”Resultatet beviser desuden, at vores strategi er holdbar og vil bringe os styrket ud af finanskrisen. Med udgangspunkt i vores primære markedsområde, Vendsyssel, Han Herred, Thy og Vestjylland, kan vi ved en fokuseret indsats tjene os ud af finanskrisen ved at tiltrække nye gode kunder samt øge forretningsomfanget med vores eksisterende kunder”.
Kursreguleringer
Sparekassen har i første halvår 2014 haft positive kursreguleringer på i alt 43 mio. kr. Aktierne bidrager positivt med 46 mio. kr. Af den samlede positive kursregulering kan 44 mio. kr. henføres til beholdningen af anlægsaktier, hvor bl.a. Nets A/S og Spar Invest Holdning SE bidrager med hhv. 15,5 mio. kr. og 17,6 mio. kr.
Nedskrivninger
Nedskrivningerne udgør 139 mio. kr. i første halvår 2014, hvilket er 11 mio. kr. mere end samme periode for 2013.
Det forholdsvis høje nedskrivningsniveau skyldes bl.a. fortsat svære vilkår for dele af dansk landbrug.
”Sparekassens udlånsportefølje er generel stærk og godt sikret, men den er naturligvis påvirket af konjunkturudviklingen”, udtaler Vagn Hansen.
Det finansielle fundament er stærkt og solidt
Sparekassens egenkapital er vokset med godt 97 mio. kr., i forhold til ultimo 2013, til 1,89 mia. kr. ved udgangen af første halvår 2014. Heraf udgør garantkapitalen 1,0 mia. kr.
Sparekassens solvensprocent er 18,1 ved udgangen af første halvår 2014 og er således væsentlig højere end det beregnede individuelle solvensbehov på 10,9 %. Sparekassen har således en solvensmæssig friværdi på 7,2 procentpoint.
Ud over at være solvent og solid har sparekassen også sørget for at være særdeles likvid i første halvår 2014, bl.a. for at kunne imødegå et muligt fald i indlån på grund af fortsat usikkerhed i markedet. Likviditetsoverdækningen var ved udgangen af første halvår 2014 på 181,4 % mere end lovens krav.
Kunder og garanter
Sparekassen har i første halvår 2014 haft en nettotilgang på 1.053 nye kunder. Det samlede kundeantal udgør pr. 30/6-2014 ca. 86.000. Sparekassen har i første halvår 2014 fået netto 444 nye garanter, og har nu i alt 33.555 garanter.
Sparekassen har god plads i Tilsynsdiamanten
Sparekassen Vendsyssel har i 2014 forholdt sig til Finanstilsynets såkaldte Tilsynsdiamant, der opstiller fem pejlemærker for risici, som pengeinstitutterne bør ligge indenfor.
Sparekassen har på alle områder god luft og bevægelsesfrihed i forhold til grænseværdierne.
Betydningsfulde hændelser indtruffet efter halvårets afslutning
Sparekassen har ansøgt om og fået tilladelse fra Finanstilsynet til at indfri statslig hybrid kernekapital for nom. 235 mio. kr. Lånet er indfriet den 11. juli 2014. Indfrielsen af den statslige hybride kernekapital medfører et fald i solvensen på ca. 2 procentpoint. Efter indfrielsen vil sparekassen fortsat have en solvensmæssig friværdi på ca. 5,25 procentpoint før indregning af årets overskud.
Forventninger til 2014
Ved at fastholde strategien og fortsat holde fokus på indtjening forventer sparekassen i 2014 at fortsætte den positive udvikling i kundetilgangen og øge forretningsomfanget med eksisterende kunder, med deraf stigende indtægter. Sparekassens ledelse forventer, at resultatet af den primære drift for hele året vil ligge i niveauet 375 – 410 mio. kr., hvilket svarer til forventningerne iht. Årsrapport 2013.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tilfredsstillende halvårsresultat i Sparekassen' til en bekendt