
Guderne, Sangen og kadavergymnastikken
16. august 2014 - kl. 0:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Religion er et spændende fag, når man som 7-årig starter i første klasse. Den unge Fru Lilleør – der i øvrigt også er klasselærer – har også 1.c til det fag, der senere kom til at hedde kristendomskundskab, og hun har fra første færd klassen i sin hule hånd.
Hun fortæller levende beretningerne fra Det Gamle Testamente. Historien om Moses, om Daniel i løvekulen, om Samson, om Isak og Jakob og kong David – og ender med alle beretningerne om Jesus fra de vise mænd til de 12 disciple. Om undere og velgerninger, prøvelser og straffe og frem til korsfæstelse, død og opstandelse.
Klassen elsker disse fortællinger og lytter intenst i en ro, så man ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Men fru Lilleør kender til andet end kristendommen. Hver anden religionstime fortælles der om Odin og Thor, den snu Loke og drabelige kampe med Fenrisulven, Midgårdsormen og de ondskabsfulde Jætter.
Børnene elsker religion – ikke for budskabernes skyld, men for de intense fortællinger om hedenske og kristne guder, der alle som en har det tilfælles, at forståelsen for menneskelige svagheder og værdier er begrænset. Umenneskelighed har til alle tider været alle guders kendetegn.
I det hele taget var Sørens første bekendtskab med skolelivet i 1964 i det store og hele en positiv oplevelse. Det viste sig hurtigt, at knægten fra Aalborgvej var rimeligt bogligt begavet, så alt hvad der kunne læses, udregnes og forstås kom let til ham. Han kunne derfor stolt fremvise sine kladdehæfter for mor og far derhjemme.
Fru Lilleør og frøken Böhme var optaget af nymodens pædagogik, hvor en god indsats blev påskønnet. Så når eleverne kunne fremvise en særlig flot og ensartet række bogstaver med den rette hældning i hæftet – eller en korrekt opstillet talrække – blev det belønnet med 1-2 eller hele tre klistermærker i kladdehæftet, når den stolte elev fremviste det for læreren ved kateteret. Sørens hæfter var fulde af klistermærker på rad og række: gyldne hestesko, røde hjerter, grønne firkløvere eller sølvstjerner. Og karakterbogen – der var obligatorisk fra 1. klasse bar da også præg af, at Svend Sulbæks knægt havde styr på tingene – bortset måske fra lige det der med legemsøvelser, der ikke var så godt.
I Sørens skoledag var der nemlig et par fag, der kom til at udvikle sig som en plage for ham: Sang og gymnastik!
Søren havde ellers glædet sig til at få sang i skolen. Der var altid blevet sunget en del i hjemmene på hans fars side, og Svend Sulbæk har i en skuffe i dækketøjsskabet derhjemme to gamle flossede sangbøger. Siden Søren var ganske lille hændte det ofte, at bøgerne før sengetid om aftenen blev taget frem, og siddende på skødet af far, blev der sunget sange, som drengen næsten kunne udenad. Blickers ”Mads Doss”, Åkjærs ”Jens Vejmand” og skillingsvisen ”På Samsø var en pige”.
Svend Sulbæk har en fremragende sangstemme, der også slår igennem i Kirken, hvor Søren mange gange sammen med far har været til søndagsgudstjeneste. Modsat sin far, der har kristendommen i familie arv fra Sulbæk, hæfter Søren sig ikke specielt ved salmernes religiøse budskab, men han er god til udenadslære og kender melodierne til de fleste. Og i kirken træffes også den kommende sanglærer, Baggesen Hansen – der er kantor i Sæby Kirke og leder af kirkekoret, der under hans ledelse er et af landets bedste.
Søren kender således en del sange og salmer – og ved hvem sanglæreren er, så forventningerne til første sangtime er således store. Men han skulle blive skuffet.
Sæby Skoles sanglokale ligger højt oppe i den gamle bygning – lige før etagen hvor skolelægen har sin konsultation.
Første sangtime starter med en præsentation, hvor Baggesen Hansen beder børnene fortælle hvem de selv – og ikke mindst deres forældre – er. Tilfældigvis består næsten hele Sørens klasse af børn fra arbejderhjem, så genkendende nik fra Baggesen Hansens side er der kun få af. Dog er der et par børn med mere kendte forældre af god borgerlig herkomst, der straks får et anerkendende nik og et smil. Værst er det, at en enkelt dreng har et familienavn, åbenbart vækker dårlige minder hos Baggesen Hansen. Den sagesløse drengs efternavn får den ældre mands i forvejen strenge ansigt til at stivne, og han udbryder: ”Ja dem kender jeg godt – jeg håber du kan opføre dig ordentligt, ellers bliver du vist ud!”
Således er tonen fra første dag slået an af Baggesen Hansen – der af skolens ældre elever har fået øgenavnet ”Piphans” – og da det går op for Søren, at det ikke er børns sang- og musikglæde der skal være centrum i sangtimerne, svigter hans lyst til at synge igennem til de efterfølgende prøver, og han bliver i stedet beordret til at lytte. En position der holder hele skoletiden igennem.
De elever der vurderes til at have det største stemmemæssige potentiale, får lov til at komme op til katederet for at stå for og synge for i takt og tempo efter en metronom. Resten bliver deklasseret til brummere – og hvis der måtte være nogen, der viser tegn på at skabe uro eller ballade, vises de uden for døren.
Det er ubestrideligt at Kantor Hansen var leder at et af Danmarks på den tid fineste kirkekor, og hans viden om salmebogens – og højskolesangbogens tekster – der for en dels vedkommende blev gennemgået og lært udenad – var ganske enkelt fremragende. Det viste sig imidlertid også, at rekrutteringen til kirkekoret primært foregik i hans sangtimer som skolelærer, mens hans pædagogik tilhørte en nogen anden tid, end den der så småt var ved at slå igennem i starten af 1960´erne – og som de nyuddannede unge lærerinder repræsenterede. Og som følge deraf, varede det en hel del år, før Søren igen fik lyst til at synge igennem i en større forsamling!
Søren har hele livet lidt af to fobier: højdeskræk og vandskræk, og begge disse skavanker gør fra første færd gymnastiktimerne til ugens værste oplevelse. I første og anden klasse havde han lærer Andreasen til gymnastik, hvilket egentligt gik udmærket, da han var en rar mand, der tog et rimeligt hensyn til de elever, der ikke var de fødte atleter. Men et lærerskifte i tredje klasse ændrede gymnastiktimerne til at blive ugens mareridt for den lidt gumpetunge Søren.
En ting er lugten af sure tæer, fernis, rengøringsmidler og kolde brusebade, men den nye lærer Mathiasen formår direkte at udfordre Sørens fobier, og uden fintfølende pædagogik udmale hans svagheder for resten af 3C´s drenge.
Mathiasen er nyuddannet og netop startet som lærer på Sæby Skole. Nogen har hørt, at han lige har været inde som soldat, og når man ser på hans foretrukne valg af gymnastiske discipliner, er der noget der tyder på, at det netop forholder sig sådan. Der er dømt taktfast løb i to rækker rundt i gymnastiksalen. Herefter en omgang armbøjninger inden der skal springes buk eller hest. Søren er en lille buttet dreng, der ikke fejler noget fysisk, ud over de nævnte fobier – måske lige bortset fra en indgroet modvilje mod de hårde fysiske sammenstød, der er en del af visse boldspil.
Mathiasens har en uvane med – på ægte sergentmaner – at råbe efter og nedgøre dem, der ikke tør kravle op i enden af et 6 meter langt reb og røre loftet i gymnastiksalen. Eller som ikke er vilde med at gøre håndstand op ad ribberne eller lave ”fuglereder” i ringene. Mathiasen misfortolker Sørens angst som værende trods, modvilje og manglende fysik – og kanøfler ham sammen med at par andre af de mere forsigtige (tøse)drenge uafladeligt.
Efter en god halv times redskabsgymnastik, kan der på en god dag blive plads til lidt indefodbold, høvdingebold eller håndbold – bortset fra den korte sæson, hvor gymnastikken foregår udendørs på Sæby Skoles nærliggende boldbaner og atletikanlæg.
Når timen er ved at være til ende, elsker Mathiasen at spille stikbold – vel at mærke sådan at det er ham ”der er den”, og det er ham, der alene skyder til håndbolden med foden for at ramme de omkringløbende drenge. Gerne så hårdt som muligt. Når man så er blevet ramt af et sviende hårdt skud, må man gå i bad.
Badet i omklædningsrummet er sjældent varmt, så drengene vil gerne snyde sig fra at stå under bruseren alt for længe. Men den går ikke. Mathiasen venter udenfor med den flere tommer tykke vandslange, der bruges af rengøringspersonalet – og hvis Søren ikke kan lide det halvlunkne vand i tynde stråler under bruseren, så kan han levende forestille sig, hvordan det må være på det nærmeste at drukne i de iskolde kaskader fra den store vandslange. En enkelt gang var en af kammeraterne lidt for kæk, og sprøjter vand efter læreren. Dette kostede et svirp af et opvredet håndklæde. Så med rødstribet bagdel bliver han sammen med resten af klassen nok engang mindet om, at i gymnastiktimerne er det Mathiasen, der bestemmer hvad der er sjovt!
Senere i skoletiden fik Søren flere andre og betydeligt mere humane gymnastiklærere – en af de bedste var nok den herlige Leif Rømming – men gymnastik blev ved med at være et hadefag. Hvad angår Mathiasen, så fik Søren ham mange år senere til fysik. Her viste han sig at være en særdeles kompetent underviser, og selv om han ikke helt kunne lægge uvanen fra sig med offentligt at nedgøre de mindre dygtige elever, så kom han dog med tiden til at nyde klassens respekt. Og Søren fik ganske ufortjent et 11 til realeksamen i Fysik!
Ovenstående er fragmenter fra min hukommelse, sikkert farvet ud fra den person jeg nu engang er. Andre kan sikkert sagtens have opfattet tingene anderledes.
Helt udenfor diskussion er det imidlertid, at tiden, normerne og undervisningsformen dengang var markant anderledes, end den vi kender i dag. Folkeskolen var i 1960´erne midt i en brydningstid mellem det gamle og autoritære og noget nyt, som endnu ikke rigtigt havde fundet sin endelige form. Hertil kom – specielt for Sæby Skoles vedkommende – også ofte dårlige fysiske rammer, med dårlige og alt for små lokaler til alt for store klasser.
I de senere skoleår kom Søren til at opleve et skred mere i retning af den folkeskole som vi kender i dag – men også en udvikling i retning af mere uregerlige klasser, som lærerne ikke havde styr på. Og deraf følgende kvalitetstab i undervisningen, der specielt gik ud over de mindre stærke elever – men det er en helt anden historie.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Guderne, Sangen og kadavergymnastikken' til en bekendt