
Byggemodning af attraktive grunde i Østervrå
16. juli 2014 - kl. 12:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter er næsten færdig med byggemodning af de velbeliggende grunde på Bakkevænget i Østervrå, og samtidig er Anders Højen gået i gang med at bygge sit nye drømmehus på én af de attraktive grunde.
I Østervrå kan man se frem til at få en ny ung tilflytter til byen. Den blot 20-årige Anders Højen glæder sig til at skulle flytte ind i sit nye hus, når det står helt klar til jul. Han er uddannet tømrer, og drømmehuset er en del af et byg-selv-projekt, som Anders har påtaget sig.
– Jeg har valgt at købe grund i Østervrå, fordi byen virker som et dejligt sted at være. Der er tæt til både by og åbent landskab, og jeg synes byen virke til at have et rigtig godt sammenhold, siger den unge husejer.
Anders Højen peger på, at det for ham også har spillet en stor rolle, at kommunen stiller krav om, at husene på Bakkevænget skal bygges efter energikravene for 2015.
– Det med energikravene synes jeg er spændende, og netop fordi jeg selv bygger huset, har jeg jo mulighed for både at vælge de gode energiløsninger, men også hver en detalje ved huset, afslutter han.
Anders Højen overtog sin grund den 1. april, og faktisk er det på grund af salget af den første grund, at Ejendomscenteret netop er i gang med at byggemodne yderligere 6 grunde på Bakkevænget. Grundene har en særdeles god beliggenhed blot 500 m. fra skole og med direkte udsigt til åbent landskab.
Der er i alt 8 grunde til salg på Bakkevænget, som koster fra 100.000 til 180.000 kr. inkl. moms. Hertil skal kommende købere betale tilslutningsbidrag til el, vand, varme kloak mm.
Køber modtager gavekort til værdi af 30.000 kr.
Østervrå er en aktiv by, som har meget at tilbyde, og ikke mindst har byen et rigt foreningsliv og et rigtig godt sammenhold. Lokalt er man klar til at byde Anders Højen velkommen med manér. Foreninger og erhvervsliv står nemlig klar med et gavekort til en værdi af 30.000 kr. til den første køber, der begynder at bygge på Bakkevænget.
Frode Thule Jensen er initiativtageren bag indsamlingen, som fandt sted for to år siden i forbindelse med messe i Østervrå.
– Lokalt ville vi gerne gøre en ekstra indsats for at øge opmærksomheden på salget af grundene på Bakkevænget. Der var som bekendt rigtig stor lokal opbakning, og det betyder, at Anders Højen er meget velkommen til at tage kontakt til mig, sådan at vi kan overrække ham gavekortet på de 30.000 kr., som kan bruges hos de forskellige sponsorerer i byen, siger Frode Thule Jensen.
Han håber desuden, at byggemodningen af de 6 grunde vil gøre det attraktivt for endnu flere at bygge hus i Østervrå.
– Det er en stor gevinst for vores lokalsamfund i Østervrå, hvor det har væsentlig betydning, at der bliver bygget nye huse. Mange peger også på, at det er nemmere at sælge grunde, som er byggemodnede, og derfor er det meget positivt, at man er godt i gang, afslutter Frode Thule Jensen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byggemodning af attraktive grunde i Østervrå' til en bekendt