
Sidste flagnedspilningsdag den 10. august
15. juli 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er sikkert de fleste i Sæby og omegn, der er bekendt med, at flaget spilles ned på havnen hver aften kl. 21.00. Hvad de fleste også sikkert ved er, at der den sidste aften er lidt ekstra på programmet. Her giver Musikkorps Sæby koncert umiddelbart før flagnedspilningen, som udføres af en trompetist. Alle trompetisterne, der har spillet sommeren igennem, spiller hver sin melodi forskellige steder på havnen, for til sidst sammen at spille national melodien.
Der er nogle stykker fra Musikkorps Sæby, der syntes, at netop denne specielle aften kan gøres endnu mere spændende. De har derfor spurgt forskellige orkestre/kor fra Sæby, om de kunne tænke sig at være med til at gøre denne dag/aften endnu mere spændende, og det er mundet ud i, at rigtig mange har sagt ja til at ville optræde med deres orkester/kor, og der kan derfor fremvise en bred vifte af orkester/bands/kor denne dag.
De forskellige grupper optræder uden honorar, idet de gerne vil vise deres kunnen overfor tilhørende, med det formål enten at kunne vække nogles interesse i at være med fremadrettet, eller hvis nogle evt. på et tidspunkt skulle få brug for noget musik eller sang til et arrangement.
Så allerede fra kl. 12.00 vil der lyde toner og sang over havnen. Selve hovedarrangementet vil foregå på den gamle ”Værftsgrund”, hvor der vil være opsat scene til de optrædende. Da der som sagt har været stor interesse for deltagelse, kan det komme på tale, at der også bliver optræden andre steder på havnen. Omfanget vides først når det endelige program for dagen er lavet. Ligeledes er de handlende på havnen positive overfor arrangementet, og der vil på værftgrunden være opstillet boder af de handlende, hvor man kan købe mad/drikkevarer/is m.m., så man behøver ikke at tage hjem for at spise, men kan blive på havnen hele dagen og få det hele med.
Musikkorps Sæby håber selvfølgelig på godt vejr, hvilket jo er nødvendigt, for at det hele bliver fuldendt. Der vil senere komme program i SæbyAvis.dk, i Sæby Folkeblad og på Facebook, så hold øje med disse medier i nær fremtid, så du kan deltage i denne store begivenhed.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sidste flagnedspilningsdag den 10. august ' til en bekendt