
Nationalt turismeselskab til Nordjylland
3. juli 2014 - kl. 0:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En stærk nordjysk position inden for kyst- og naturturisme har gjort Nordjylland til det perfekte sted at placere et nyt nationalt udviklingsselskab for netop Dansk Kyst- og Naturturisme. Selskabet etableres den 1. januar 2015 som et led i en ny turismeaftale mellem regeringen og Danske Regioner.
Regeringen og Danske Regioner har netop indgået en ny aftale om organisering af den samlede danske turismeindsats. Det sker som led i regeringens vækstplan for dansk turisme fra den 20. juni 2014. Den nye aftale betyder, at de fem danske regioner skal tage initiativ til etablering af tre nye udviklingsselskaber for Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Erhvervs- og Mødeturisme samt Dansk Storbyturisme.
Formålet med de tre udviklingsselskaber er at samle indsatsen på tværs af aktører og geografi. Nationale initiativer inden for kyst- og naturturisme, erhvervs- og mødeturisme samt storbyturisme vil således fremover blive koordineret gennem de tre nye udviklingsselskaber.
Nordjyske kompetencer til gavn for hele Danmark
Hovedsædet for et af de tre udviklingsselskaber placeres i Nordjylland. Det gælder selskabet for Dansk Kyst- og Naturturisme, som etableres med virkning fra den 1. januar 2015. Beslutningen om den nordjyske base vækker glæde hos regionsrådsformand Ulla Astman, som mener, at Nordjyllands kompetencer på området vil gavne turismeudviklingen i hele Danmark:
– Med den nye organisering og det tværregionale samarbejde, skaber vi en rigtig god synergi, som vil komme både turister og ikke mindst turismeerhvervet til gavn i hele landet. Og med forankring af indsatsen i Nordjylland kan vi bidrage med kompetencer og erfaringer til en stærk udvikling af kyst- og naturturismen, som med en andel på 40 pct. er så afgørende for Danmarks position som attraktiv ferie- og rejsedestination, siger Ulla Astman.
I regi af det nye udviklingsselskab for kyst- og naturturisme skal bl.a. turismen ved den jyske vestkyst og omkring Østersøen styrkes. De danske kyster og den danske natur, herunder nationalparker, skal bruges mere aktivt som del af turismeproduktet. Bl.a. skal mulighederne for cykling, lystfiskeri og sejlads udnyttes bedre og gøres til gode turistoplevelser.
På samme vis som med kyst- og naturturismen vil kernekompetencer andres steder i landet også komme turismen i Nordjylland til gode. Det gælder for Dansk Erhvervs- og Mødeturisme samt Dansk Storbyturisme hvor begge udviklingsselskaber får hovedsæde i København.
Yderligere information
Vækstplan og aftale om udviklingsselskaber for dansk turisme
Regeringen og Danske Regioner indgik den 30. juni en ny aftale om organisering af den samlede danske turismeindsats. Det sker som led i regeringens vækstplan for dansk turisme, som den 20. juni 2014 blev indgået mellem regeringen og en bred kreds af folketingets partier.
Turismen er et internationalt væksterhverv, der årligt skaber en omsætning på omkring 82 mia. kr. og 120.000 fuldtidsjob. Turismeerhvervet i Danmark har et stort potentiale for at skabe flere arbejdspladser og øget eksport.
Vækstplanen har som mål, at dansk turisme frem mod 2020 skal opnå vækstrater på mindst samme niveau som i de andre europæiske lande.
Med vækstplanen igangsættes et større antal initiativer for at fremme såvel storby og erhvervsturismen som kyst og naturturismen.
Et centralt element i aftalen er, at styringen af den offentlige turismeindsats skal styrkes gennem national organisering og tilrettelæggelse af indsatsen. Det indebærer bl.a., at der oprettes et nationalt turismeforum med et tilknyttet advisory board, der skal stå for den nationale turismestrategi og koordination af indsatsen.
Endvidere har Erhvervs- og Vækstministeriet og Danske Regioner indgået aftale om, at den regionale indsats for udvikling af turismen fremover samles i tre nye udviklingsselskaber for henholdsvis Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Erhvervs- og Mødeturisme samt Dansk Storbyturisme.
Læs om vækstplan, turismeaftale og de nye udviklingsselskaber på Region Nordjyllands hjemmeside. Se nederst under yderligere information.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nationalt turismeselskab til Nordjylland' til en bekendt