
Sæby Y’s Men’s Club cykelsponsorrally
22. maj 2014 - kl. 8:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er igen tid for det årlige cykelsponsorrally, som Sæby Y’s Men’s Club afholder til fordel for ungdomskorpsenes arbejde. Cykelløbet finder sted mandag den 2. juni kl. 18.30 på det køretekniske anlæg, som Grøns Køreskole igen velvilligt har stillet til rådighed.
Cykelryttere fra FDF, Baptistspejderne, Det Danske Spejderkorps og KFUM spejderne inviteres til at deltage i cykelsponsorrally for at køre penge ind til korpsenes aktiviteter, f.eks. støtte til sommerlejren, så prisen bliver overkommelig for den enkelte deltager, eller hjælp til andre af korpsenes aktiviteter.
Der tegnes sponsorrater
Deltagerne i cykelløbet får i de kommende dage travlt med at tegne sponsorrater hos venner, familie og firmaer. Rytterne kører på baggrund af sponsorraterne et vist beløb ind for hver kørt kilometer og er på den måde med til at køre penge hjem til deres forbunds- eller korpsaktiviteter.
Enkeltmandskonkurrence
De enkelte deltagere i løbet har også mulighed for at køre en personlig sejr hjem, idet der vil være gevinster inden for de forskellige aldersklasser til de ryttere, der har kørt længst eller har kørt de fleste sponsorpenge ind.
Banner reklamer
Mange erhvervsdrivende støtter ligeledes formålet gennem reklamer på banner langs ruten.
Tilmelding af ryttere
Alle, som har lyst til at deltage i sponsorrallyet den 2. juni kl. 18.30, kan møde en halv time før for at blive tilmeldt. Hvis man ikke er medlem af FDF eller et af spejderkorpsene er man velkommen til at køre for Sæby Y’s Men’s Club, som støtter humanitære formål.
Tilskuere er velkomne
Familie, sponsorer og andre interesserede er meget velkomne til at heppe og skabe god stemning omkring cykelløbet. Cykelrytterne vil efter løbet få sodavand og kage, og for tilskuere vil der være mulighed for at købe kaffe, sodavand og kage.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Y's Men's Club cykelsponsorrally' til en bekendt