Så blev det forår på Sæbygaard
…
22. maj 2014 - kl. 8:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Successer skal man bygge på, og tirsdag den 20. maj var det 10. gang, at der blev budt velkommen til forårskoncert på Sæbygaard, og der var jubilæumskoncert med Vendsyssel Symfoniorkester ved dirigent Kristina Hansson.
Den skønne majaften startede allerede i Borggården med velkomst af formanden for Sæbygaards Venner, Erik Salling, og her efter blev der serveret et glas sprudlende, mousserende vin sablet af Uffe Nielsen fra Den Gamle Smedje.
Det er de mange medlemmer fra Sæbygaards Venner, som gør sådan et arrangement muligt med flot bordopdækning til pausen og en pyntet Riddersal til koncerten. I dagens jubilæumsanledning havde mange af Sæbygaards Venner taget deres flotte dragter på, så det hele var ekstra festligt.
I Riddersalen inviterede Vendsyssel Symfoniorkester med dirigent Kristina Hansson og kapelmester Niels Bjerre gæsterne med på en rundtur med bl.a. Tornerosevals og Peer Gynts oplevelser. Et helt eventyr i Kristinas præsentation, og fællessangen, der også er en god tradition, blev da heller ikke glemt.
Til pausen var der dækket festligt op i kælderen til den lækre buffet med pølse- og ostespecialiteter.
Utraditionelt sammensat og velkendt leveret af Uffe Nielsen fra Den Gamle Smedje i Børglum.
Taffel på Sæbygård arrangeres i samarbejde mellem Sæbygaards Venner, Vendsyssel Symfoniorkester og FOF Vendsyssel, og 100 gæster var med til at fejre forårs- og jubilæumskoncert i de smukke rammer på Sæbygaard Slot!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så blev det forår på Sæbygaard
...' til en bekendt