
Påskeudstilling i Kunstskoven med lokal kunst
14. april 2014 - kl. 8:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Malerier, foto, skulpturer, smykker, læder, filt og meget, meget mere kan man opleve på Kunstskovens påskeudstilling fredag 18., lørdag 19. og søndag 20. april, og alle tre dage er der GRATIS entré fra kl. 11 – 17. Kunstskoven finder du på Brønderslevvej 25 i Frederikshavn.
Påskeudstillingens fernisering og åbning foretages af formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mogens Brag, og finder sted Langfredag kl. 11.00 i Bunker 1.
I alt har 32 kunstnere tilmeldt sig udstillingen, og de kan opleves i Vagthuset, i Café Fylle, 2 bunkers og fire værksteder. Denne gang er der flere nye udstillere, og de kommer så vidt fra som bl.a. Birkerød, Egå og Fyn.
De fleste af udstillerne kommer dog fra Nordjylland, her i blandt fem lokale kunstnere fra Frederikshavn. Anne Mette H. Jacobsen, Jan Fisker, Margit Ahlgren – alle med malerier, Anders Krøldrup med malerier og piber og Erik Munch Christensen med læder.
Fra Sæby udstiller Mogens Hellum, Karen Nielsen og Helle Brønnum malerier og Maibrit B. Gabrielsen foto.
Påskeudstillingen og Kunstskoven er lidt mere end bare kunst. Flere af stederne er det muligt at se kunstnerne i funktion, når de arbejder på deres værker, og så er det også natur og hygge og noget for børnene.
”Lige nu pibler store og små farvestrålende blomster op af jorden, træerne er så småt ved at springe ud og fuglene er i dagens anledning bedt om at synge ned til gæsterne”, fortæller skovens ejer, Jens Erik Huulgaard, som giver gratis guidede ture i skoven. Her vil han fortælle om stedets historie, en historie der begynder omkring 40´erne og frem til i dag.
Turene foregår alle tre dage kl. 14 og varer en times tid, og da turen foregår på asfalterede stier, kan også kørestolsbrugere deltage. Fredag og lørdag er der opgaveløb for børnene. Børn indtil 12 år får udleveret et opgaveskema ved ankomsten, og når opgaverne er løst, afleveres det i Café Fylle og begge dage udtrækkes der en vinder.
Efter rundvisningen i skoven eller turen rundt til alle udstillerne, kan gæsterne slappe af med en kop kaffe/the og et stykke hjemmebag i Café Fylle, og da det naturligvis bliver godt Kunstskovsvejr, kan kaffe/the & kage nydes udendørs, hvilket kan ske ved Kunstskovens nyerhvervelse – 2 borde med tilhørende 16 stole, venligst sponseret af Danske Bank.
Kunstskoven afholder desuden udstillinger i Pinsen, i løbet af juli måned, i efteråret med den traditionelle Open by Light og naturligvis en Juleudstilling. Det er muligt at følge Kunstskoven på www.kunstskoven.dk og på Facebook.
Kunne du tænke dig at støtte op om Kunstskovens aktiviteter, kan du blive støttemedlem. Spørg i Café Fylle eller kontakt Birgit Huulgaard på kunstskoven@gmail.com
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Påskeudstilling i Kunstskoven med lokal kunst ' til en bekendt