
Politisk ad hoc arbejdsgruppe er trukket i arbejdstøjet
11. april 2014 - kl. 9:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der var livlig debat og god energi, da de syv medlemmer af den nye politiske ad hoc arbejdsgruppe om erhverv, arbejdskraft og bosætning mødtes første gang den 9. april
Fra arbejdsgruppens medlemmer lyder det samstemmende, at alle går ind i arbejdet med stort engagement og med et stærkt fokus på de muligheder, der nu og i nærmeste fremtid er til stede i Frederikshavn Kommune for at skabe vækst indenfor de fire vækstspor og dermed endnu flere nye job. De to havneudvidelser i Frederikshavn og Skagen vurderes tilsammen at generere op mod 1.600 nye arbejdspladser, og flere er i sigte med voksende krydstogtturisme, øget svineproduktion og turbo på omstillingen til grøn skibsfart.
– Mulighederne for at øge omsætningen og antallet af arbejdspladser i kommunens erhvervsliv har ikke været større siden før finanskrisen. Det er nu, der er momentum, og vi er i arbejdsgruppen enige om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for understøtte erhvervslivet i at udnytte det momentum, pointerer borgmester Birgit S. Hansen.
Nøglen til fremtiden
Arbejdsgruppen drøftede også virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, som er nøglen til at udnytte vækstpotentialet. En del af arbejdskraften findes allerede blandt de borgere, der bor i kommunen, ligesom der er mulighed for at uddanne og kompetenceudvikle unge og voksne borgere. Virksomhederne forventer imidlertid, at der vil blive brug for yderligere arbejdskraft, og der er derfor behov for at tiltrække ny arbejdskraft ude fra.
– Befolkningsprognosen forudsiger, at arbejdsstyrken svinder med 2.500 mennesker inden 2021. Vi prioriterer derfor indsatsen for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse og tiltrække flere erhvervsuddannede tilflyttere. Vi har allerede dannet et stærkt partnerskab, der er i dialog med virksomhederne for at sikre, at de har adgang til kompetent arbejdskraft nu og i fremtiden, og i arbejdsgruppen vil vi kigge på, hvordan vi ellers kan understøtte virksomhederne i at tiltrække de medarbejdere, de har brug for, siger Birgit S. Hansen.
FAKTA
Ad hoc arbejdsgruppen om erhverv, arbejdskraft og bosætning undersøger og drøfter udfordringerne i og sammenhængene mellem:
- Vækst i kommunens fire vækstspor
- Efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft
- Lokal uddannelse og kompetenceudvikling af unge og voksne
- Tiltrækning af kompetente mennesker udefra
- Behov for boliger, attraktive faciliteter og tiltrækkende, sociale miljøer
Arbejdsgruppens drøftelser indgår i forvaltningens forberedende arbejde med initiativer indenfor emnekredsen.
Medlemmer: Birgit S. Hansen, formand, Lars Møller, Pia Karlsen, Jytte Nimand Høyrup, John Karlsson, Anders Brandt Sørensen og Carsten Sørensen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politisk ad hoc arbejdsgruppe er trukket i arbejdstøjet' til en bekendt