Springteam søger kommunalt tilskud
17. marts 2014 - kl. 11:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Økonomiudvalget skal på sit møde onsdag tage stilling til en ansøgning fra Springteam Sæby, der ønsker at leje Arena Nord i Frederikshavn i forbindelse med værtskabet ved Danmarks Gymnastik Forbunds finale ved DM og Forbundsmesterskab i Team Gym for microgymnaster i alderen 6-10 år. Lejen er på 25.000 kr.
Der forventes tilmelding af ca. 750 gymnaster, trænere og hjælpere foruden et stort fremmøde af forældre. Langt de fleste kommer fra Sjælland, Fyn, Midt- og Sønderjylland, og en del indkvarteres på Nordstjerneskolen, ligesom mange forældre vil benytte hotellerne på egnen.
Springteam Sæby tilbyder at benytte kommunens logo på hjemmesiden, i programmet, på T-shirts og på al korrespondance samt i forbindelse med omtale i medier og aviser. Et budget for arrangementet udviser et forventet underskud på 26.000 kr.
I år er der i stævnekontrakten med DGF indført, at arrangørforeningen bl.a. er forpligtet til for egen regning at levere et rytmegulv, som opfylder redskabsregulativet med ruller på 7×20 meter. Rytmegulvet skal placeres i opvarmningshallen. Det har derfor været nødvendigt at anskaffe et rytmegulv til 85.000 kr.
Der peges på, at økonomiudvalget har mulighed for at benytte den såkaldte markedsføringskonto – som i 2014 er på i alt 248.700 kr. – hvis man bevilger tilskud.
Kommunaldirektøren indstiller sagen til drøftelse og beslutning.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Springteam søger kommunalt tilskud ' til en bekendt