Hvad vil byrådet gøre ved areal langs Aalborgvej i Sæby?

Hvad vil byrådet gøre ved areal langs Aalborgvej i Sæby?

25. februar 2014 - kl. 0:03 - af

byraadet_logo_600x250Byrådet kan givetvis få en del debat, når medlemmerne på byrådsmødet onsdag aften har et punkt til drøftelse om ændret anvendelse af ejendom beliggende Aalborgvej 96 i den sydvestlige udkant af Sæby.

Et ejendomsselskab har søgt om principiel tilladelse til gennem ny planlægning at ændre anvendelsen af ovennævnte ejendom til et erhverv og butiksområde for ”pladskrævende udvalgsvarer” og lettere erhverv ud mod Aalborgvej samt udstykning af 27 parcelhuse på grund af en størrelse på 7-800 m2 mod nord med adgang fra Otto Banner Vej. Der påtænkes en adskillelse mellem erhverv og boliger ved etablering af plantebælte og friarealzone.

Arealet er på 4,1 hektar og ikke en del af detailhandelsstrukturen for Sæby by.

Plan- og Miljøudvalget har behandlet henvendelsen på møde den 5. november i fjor. Beslutningen blev, at et medlem begærede sagen i byrådet, der herefter på sit møde den 27. november besluttede, at sagen skulle tilbagesendes til Plan- og Miljøudvalget.

Af lokalplanen for området fremgår det, at området udlægges til ”erhvervspark”. Der må derfor kun opføres eller indrettes bebyggelse til eller udøves erhverv som administration, liberalt erhverv, EDB-virksomheder, laboratorier, højteknologiske virksomheder samt hotel eller kursusvirksomhed.

Området er desuden berørt af særlige drikkevandsinteresser og beliggende i et nitratfølsomt indvindingsområde.

Juridisk opstår spørgsmålet om, hvorvidt byrådet kan, skal og/eller vil dispensere fra lokalplanens bestemmelser. Det kan gøres, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Hvis en eventuel dispensation medfører større afvigelser, kræver det en ny lokalplan.

Ejendommen er tilbage i 1990 udlagt til erhvervspark og tænkt som buffer mellem parcelhusområdet mod øst og egentligt erhverv mod vest. Arealet har aldrig været udnyttet. Med etablering af motorvejen og dermed ændret status for Aalborgvej er området nu aktuelt til detailhandel og let erhverv og parcelhuse.

Det bemærkes i sagsfremstillingen, at med hensyn til ønsket om etablering af dagligvarebutik i området kan oplyses, at der tilbage i 2011 blev meddelt afslag på etablering af netop en sådan butik, da dette blev vurderet som værende i strid med planlovens intention.

Det kommunale embedsværk (fagcentret) vurderer, at der ikke er grundlag for at etablere et lokalcenter på op til 3.000 m2 ved Aalborgvej det pågældende sted. Der gøres ligeledes opmærksom på, at i forhold til nye huse er der kort afstand til Ørnedalsbanen med risiko for stærk støj.

Hvis der skal blive tale om dispensation, skal der også i overvejelserne indgå en vurdering af, hvorvidt der er behørig afstand til boligområdet ved Hasselvej, og der skal ses på vejforbindelser omkring Holger Pachs Vej.

Det påpeges, at en eventuel realisering af projektet betinger udarbejdelse af kommuneplantillæg med særlig redegørelse i henhold til drikkevandsinteresser og ny lokalplan.

Direktøren med ansvar for Teknik og Miljø har indstillet til byrådet, at der igangsættes ny planlægning for området med henblik på etablering af butikker til særligt pladskrævende udvalgsvarer og let erhverv.

Da Plan- og Miljøudvalget forleden havde sagen til drøftelse, kunne et flertal ikke tiltræde indstillingen, og et mindretal bestående af 2 Venstre-byrådsmedlemmer Frode Thule Jensen og Mogens Brag begærede sagen i byrådet.

Og her er det så, der onsdag aften er lagt op til en formentlig livlig debat.

Tekst af Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hvad vil byrådet gøre ved areal langs Aalborgvej i Sæby?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER