5. maj 1945 – 2. del – ”Barnepige under tyskeropbrud”

5. maj 1945 – 2. del – ”Barnepige under tyskeropbrud”

22. februar 2014 - kl. 0:05 - af

Soeren-Visti_600x250Verner, Edith, Møller, Oskar, Helga, Svend, Ellen, Arne, Poul og Inger er navnene på Valdemar og Johannes 10 børn – nævnt i rækkefølge efter alder.

Denne lørdag aften, 5. maj 1945, var det de mindre søskende – Arne, Poul og Inger – som den 20-årige Svend Sulbæk havde lovet at passe, mens forældrene var i Sæby for at handle.

Det var fast skik at det var lørdag aften – efter at Valdemar havde fået fyraften fra sit job som murerarbejdsmand – der var den store indkøbsdag. Valdemar og Johanne var ikke så velstående så de havde hest og vogn – endsige automobil – så de ugentlige byærinder foregik derfor altid på cykel. Således også på denne specielle dag – der dog alligevel ikke var mere speciel, end Valdemar havde været på arbejde i Frederikshavn til midt om eftermiddagen. Men omstændighederne taget i betragtning havde de bedt Svend om at være barnepige.

I alle krigsårene havde området været præget af stor tysk aktivitet, på grund af Frederikshavns strategiske beliggenhed. Udover de velkendte bunkeranlæg på toppen af Pikkerbakken, med deres kanonanlæg, hvorfra der jævnligt hørtes kanonskud – både i øvelse og alvor – havde tyskerne også etableret sig flere andre steder bl.a. Langtved, Rugtved og Damsgaard.

Hovedvej 10, der løb ganske tæt på Valdemar og Johannes ejendom i Sulbæk, var derfor voldsomt befærdet af værnemagtens soldater og krigsmateriel – både de der opererede lokalt, som de der blev udskibet fra Frederikshavn til den betydeligt mere intense krigsførelse i Norge.

I krigens allersidste tid var tyskerne endda kommet faretruende tæt på, da man etablerede et mindre bunkeranlæg i Sulbæk med et par maskingeværreder og en kraftig lyskaster. Selv om man ikke kunne komme tæt på anlægget på grund af pigtrådshegn og skarp bevogtning, kunne den skarpe, hvide og evigt cirkulerende lyskegle om natten betragtes fra familien Jensens lille husmandssted få hundrede meter derfra.

Svend ved ikke om forældrene var opmærksom på den fare som skydeskive, området udgjorde i tilfælde af allieret angreb, men det var i hvert fald ikke noget man talte om i det daglige. Men krigen var ofte ganske tæt på, og Svend havde mere end en gang fundet vildfarne granatstumper når markerne i området skulle pløjes eller tilsås.

Svend var derfor ikke helt rolig den aften – hvad kunne der ske når tyskerne fortrak sig, og ville det i givet fald komme til at foregå uden ubehageligheder?

Men den lyse aften kom til at forløbe ganske fredeligt. Tyskerne havde åbenbart i stilhed rømmet området, og den før så heftige aktivitet var erstattet af en nærmest larmende stilhed.

Da endelig der så hørtes den karakteristiske lyd af Valdemars træsko på den brostensbelagte gårdsplads – et varsel om at han og Johanne nu kom hjem fra Sæby – var Svend da også ved at revne af nysgerrighed efter at høre nyt fra turen: havde de optræk til en mere ufredelig udvikling af stemningen i byen, som han havde fornemmet om eftermiddagen, udartet sig?

Valdemar og Johanne kunne berette, at stemningen fortsat var overvejende festlig, men at der også var frihedskæmpere og andre patriotisk anlagte borgere til stede i folkemængden, og efter endt handel, havde de hørt larm i retning af torvet, og havde derfor begivet sig i derhen for at få nærmere syn for, hvad der foregik.

Her stod der en åben lastvogn – af den type med forhøjede træsider, der ofte blev brugt til svinetransport.

En gruppe mænd var på en temmelig ublid måde ved at føre andre sæbyborgere op på bilens lad – borgere der havde samarbejdet med, eller på anden måde profiteret lidt rigeligt på Værnemagtens tilstedeværelse i krigsårene. Udover denne kreds af borgere, var der også et antal unge piger, der have plejet omgang med de udstationerede tyske soldater.

Da vognen var fyldt, kørte den en runde, hvor den af den fremmødte folkemængde blev overdænget med skældsord, spytklatter og lettere kasteskyts, hvorefter den satte kurs mod missionshuset i Søndergade, hvor ladets indhold blev interneret for nærmere afhøring.

Valdemar og Johanne fortalte længe Svend om det de havde set, og han besluttede sig derfor for at tage til byen igen om søndagen, for at se om der skete mere.

Søndag den 6. maj var Svend Sulbæk derfor atter at finde i Sæbys gader, og dagens festlige højdepunkt var da, at en bus med de første frigivne fanger fra Frøslevlejren holdt sit indtog på byens torv.

Der blev sunget og råbt hurra for de hjemvendte, hvoraf nogle var tydeligt mærkede at tyskernes hårde behandling – og et par stykker, der havde en særlig status i frihedskampen, blev båret i guldstol af den begejstrede befolkning.

Jo friheden blev så sandelig også fejret i Bette Sæby!

De sidste to klummer er som den snart 89-årige Svend Sulbæk husker tiden – og som jeg via notater hermed har omskrevet til små historier.

Men der er helt klart flere oplevelser, der kan være værd at få sat i rammer, så mon ikke krigsårene vil vende tilbage i kommende klummer? Vi får se!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '5. maj 1945 – 2. del – ”Barnepige under tyskeropbrud”' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger