
Læserbrev: Der må være andre måder
18. februar 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
12. februar 2014 har økonomiudvalget behandlet budgetforliget, som blev vedtaget sidste år.
Kommunekassen er tom!
Kommunens gæld er så stor, at godt 1 % af skatteindtægterne går til renter og afdrag.
Det vil i al sin enkelhed sige, at det vil koste Frederikshavn Kommune 100 millioner kr. mere end kommunen forventeligt kan regne med i indtægter, om året. Det er nødvendigt at Kommunen enten får færre udgifter eller større indtægter. Det budget der er vedtaget for 2014 har Enhedslisten ingen andel i, vi kan derfor ej heller tage ansvaret for de forringelser der er indbygget i dette.
Vi har heller ingen andel i den store gæld, der er blevet opbygget, men som nødvendigvis må nedbringes. Det er ikke holdbart at lade den vokse med 100 mil om året, og vi ser det som vores opgave at være med til at finde pengene.
Det kan ikke være rigtigt at vi her 2 måneder inde i en 4-årig byrådsperiode bliver taget som gidsler i et budgetspil, som andre har lagt rammerne for, og som vil lade servicen til børn, ældre og svage samt kommunens ansatte betale underskuddet. Vi mener Kommunens kontrakter skal gennemgås for at finde forbedringer og ligeså må der ses kritisk på de forskellige projekter, virksomheder der bliver støttet af skattekroner.
Det vigtigste er, at der findes løsninger på indtægtssiden. Det kan være højere grundskyld, dækningsafgift, som for øjeblikket er på 0 i Frederikshavn kommune, eller endnu en gang skatteprocenten.
Det er ikke skattens størrelse, der afgør om folk finder det attraktivt at bo i Frederikshavns kommune.
Det er muligheden for arbejde, god omsorg for børn og ældre, gode skoler, et godt miljø osv.der vil virke som tiltrækningskraft.
Desuden foreslår vi at likviditetstilskuddet til kommunerne sættes på dagsordenen til KLs topmøde i marts. Det blev forlænget sidste år og vi vil arbejde for at dette gøres permanent.
Byrådet skal forpligtige sig til at samarbejde med andre trængte kommuner for at lægge pres på KL så økonomiaftalen for 2015 mellem KL og finansministeriet forlænges, så de opgaver kommunerne bliver pålagt også kan løses fremadrettet.
Det giver ingen mening, at være medlem af en forening KL, hvis den ikke varetager også de trængte kommuners interesser.
Af Ida Skov, byrådsmedlem for Enhedslisten Frederikshavn kommune.
Repræsenteret i økonomi og børn og unge udvalget.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev: Der må være andre måder ' til en bekendt