Undervisningsministeren besøger Hørby Efterskole
15. februar 2014 - kl. 0:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Christine Antorini (S) lægger mandag den 3. marts under et nordjysk besøg vejen forbi Hørby Efterskole, hvor hun skal opleve en undervisningsdag på Hørby, og møde elever og lærere, der fortæller om, hvordan rammerne for efterskolens arbejde med De Mange Intelligenser og læringsstilene former sig i praksis.
En vigtig del af læringsstilspædagogikken er, at den praktiseres i et miljø, hvor elevernes forskellige arbejdsformer i forhold til at tilegne sig nye ting tilgodeses. Hørby Efterskole arbejder løbende på at indrette et læringsmiljø, som tager højde for denne forskellighed, og skolen har derfor et samarbejde med nordjyske Højer Møbler, der har specialiseret sig i indretning og etablering af undervisnings- og læringsrum. Et af temaerne under ministerens besøg er derfor også at tale skoleindretning, trivsel og undervisningsmiljø.
Et vigtigt budskab, når undervisningsministeren kommer på besøg, er at tale om de ting, som de unge mennesker får med fra et efterskoleophold. På Hørby Efterskole er der gennem de senere år to gange årligt foretaget en undersøgelse blandt eleverne, der fortæller, at over 90 % af eleverne har oplevet et anderledes skoleår i forhold til tidligere, ligesom langt over halvdelen af eleverne udtrykker, at opholdet på Hørby Efterskole har gjort dem mere parate til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
– Jeg er blevet mere bevidst omkring mig selv, mit faglige niveau og mine kompetencer, som elev fra årgang 2012/13 udtrykte det i slutningen af skoleåret.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Undervisningsministeren besøger Hørby Efterskole' til en bekendt