Skolegårdens og skolelægens udfordringer

Skolegårdens og skolelægens udfordringer

8. februar 2014 - kl. 0:05 - af

Soeren-Visti_600x250Turen på vej til skole foregår indtil videre til fods, da mor og far ikke skønner at Sørens cykelfærdigheder eller erfaring i den stadig mere intensive trafik på Aalborgvej – der i 1964 var hovedvej – endnu er helt betryggende. Det tager et kvarters tid at gå turen ned ad bakken og forbi Annas Foto – hen ad Stationsvej forbi Jernstøberiet, hvor gnisterne af og til flyver op af skorstenen, når der støbes. Når Posthuset og banegården er passeret, er der ikke langt til Skolens bastante bygning, der rager langt op over de andre huse i området.

Søren har let ved at lære at stave og læse – og regning og tal er også til at finde ud af, så det går egentlig meget godt i 1.c.

Det var kun den første skoledag han fik lov til at sidde ved siden af Jeppe. Fru Lilleør synes det er meget bedre, at man sidder pige/dreng ved siden af hinanden, hvilket fint kan lade sig gøre, da der er lige mange af begge køn i klassen. Sørens sidekammerat hedder derfor Helle, og når der læses om ”Søren og Mette og lille Jep” i læsebøgerne – eller når Frk. Böhme i regning gennemgår talrækken og de første plusstykker, så er det Helle der hjælper – eller bliver hjulpet – af sin sidekammerat. Der er ro i klassen og en fornuftig blanding af disciplin og frihed for børnene. De fleste børn er velopdragne hjemmefra, og der er i 1964 ikke den store tradition for, at man som barn – eller for den sags skyld forældre til børn i skolen – udfordrer hverken lærernes autoritet og undervisningsformen i almindelighed. Dette skulle der imidlertid blive lavet om på i de kommende årtier, men mere om det en anden gang.

Mens det går meget godt i timerne, er Søren mere betænkelig med frikvartererne.  Børnetallet er voldsomt stort. Skolen er overfyldt, og aktivitetsniveauet i skolegården svarer lidt til en myretue, hvor et drillesygt barn har rodet rundt med en pind.  Da Søren altid har været en lidt stille dreng, der trives bedst med fantasifulde lege med en enkelt kammerat eller to, finder han det lettere kaos i skolegården lidt for voldsomt. Han reagerer mod dette uvante menageri ved at blive mere indadvendt, end han sædvanligvis ville være, og holder sig for sig selv. Han udsætter sig derved for at blive drillet – for at være anderledes eller en ”tøsedreng” – og bliver derfor i perioder sat lidt udenfor af de andre.

Skolegården er delt i to med en bred hvidmalet stribe, der markerer hvortil grænsen går mellem de små klassers område – første til og med tredje – og den anden side, hvor de store elever hører hjemme. I den vestre ende – og nøjagtigt midt i striben – er der placeret en vandkumme med springvand der kommer ud af 6 eller 8 dyser. Her kan børnene drikke vand efter behov, hvis da ikke vandkummen bliver blokeret af en eller anden vild leg, der går ud på at en flok løfter en enkelt elev op til ”buksevand” – en dum leg som Søren også et par gange kom til at være ufrivilligt midtpunkt i!

Skolegården overvåges af to gårdvagter – en tjans der går på skift blandt en håndfuld af skolens mandlige lærere – og der bliver holdt streng justits, hvis nogle af legene udarter sig for voldsomt. Man må ikke forlade skolens område, hvilket sikres med et lukket gitter mod Christian Pedersens Vej. Ud mod Jernbane Alle er der imidlertid åbent, og er derfor under gårdvagternes særlige opsyn. Ellers er gårdvagterne mest at finde i ”de stores” afdeling af skolegården – der nødvendigvis må passeres, hvis man skal på toilettet – og her hos de større børn er deres indgriben af og til nødvendig. Man må ikke slå uvorne unger i Skolen på dette tidspunkt i midten af tresserne – et nymodens påfund der dog ikke helt var slået igennem i Sørens skoletid, hvor han op til flere gange kom til at se en ophidset lærer give en elev en regulær øretæve.

Men et greb i et øre eller i de korte nakkehår, var et yndet middel til opretholdelse af orden og begrænsning af optøjer i skolegården. Og så kunne der altid vanke en tur op til inspektøren til afkøling med en efterfølgende ”sveder” – og hvad værre var: et brev med hjem. I modsætning til i dag, hvor forældrene ofte med stor forurettelse angriber læreren, hvis han eller hun i et brev har tilladt sig at antyde, at familiens ”projektbarn” ikke opfører sig helt eksemplarisk, så var det ikke sjovt at få brev med hjem fra skole i Sørens skoletid. I modsætning til henne på Skolen, så var revselsesretten ikke afskaffet derhjemme. Og læreren og ikke mindst inspektøren havde i de fleste forældres øjne som udgangspunkt en pointe, hvis der blev skrevet hjem om dårlig opførsel i timen eller i skolegården. At så ikke alle domme var helt retfærdige, kommer Søren også på et senere tidspunkt til at erfare.

Den ultimative straf var imidlertid ikke en brev med hjem, eller en tur på inspektørens kontor. Meget værre var det at blive henvist til Skolepsykologen, da han simpelthen var så aparte i sin væremåde og fremtræden – og så himmelråbende manglede børnetække – at han kunne skræmme livet af de fleste!

Søren kom aldrig til personligt at erfare straffesystemets effektivitet eller virkemidler. Hans opførsel var perfekt i lærernes øjne. Han var stille, lærenem, undgik konflikter og var omgængelig – og hvis han en enkelt gang udtænkte ”skijstreger”, så var han smart nok til at lade andre udføre dem. Han mødte til tiden, havde hjemmefra lært at have orden i tingene, og blev aldrig i sine 10 skoleår noteret for en sygedag. Hosten, lettere feber eller snotnæser blev ikke taget så alvorligt dengang.

Hvad helbredet angår, så bliver det årligt kontrolleret ved et besøg hos skolelægen. Hans klinik ligger øverst oppe i skolens ældste bygning for enden af trætrappen, der tager over hvor den massive kampestenstrappe ophører. Hvis ikke man allerede har lægeskræk, så er man absolut i farezonen for at pådrage sig denne lidelse, hvis man som syvårig i 1965 skal til skolelægen for første gang.

Klasserne kaldes op efter tur, drengene og pigerne hver for sig. Søren bliver sammen med klassens andre drenge bedt om at tage tøjet af – undtagen undertøj – og tager så plads på en række stole på gangen, hvorefter de bliver kaldt ind efter tur. Der er altid hundekoldt på gangen på øverste etage midt om vinteren, og en klassekonsultation tager mindst en time.

Det er ”Kineserdoktoren”, Asschenfeldt, der er skolelæge på dette tidspunkt – en opgave der senere blev overtaget at Doktor Gybel. Asschenfeldt er en lille kittelklædt, skaldet hvidhåret mand, altid med lægens karakteristiske runde spejl i panden, og lytteapparat om halsen. Han bliver hjulpet af en lille hvidhåret lige så hvidklædt dame, hvis hænder ikke kunne være blevet mere kolde, om så hun havde deltaget i en timelang sneboldkamp nede i skolegården. Så bliver han undersøgt – syn, hørelse, hjertelyd, lunger, træpind i halsen og flasken med urin hjemmefra bliver afleveret.

Søren får at vide at han er tunghør på venstre øre – en svaghed han har arvet fra sin mors side af familien. Afslutningsvis så det mest ubehagelige når man er syv år og genert: ned med underbukserne!

Så beordres man til at hoste, så lægen kan konstatere, at testiklerne er på deres plads, og med et snuptag føles der efter, at man ikke lider af forhudsforsnævring. En samlet set ubehagelig og grænseoverskridende oplevelse, der altid skal placeres lørdag i sidste time midt om vinteren – og aldrig har en weekend herefter været så velkommen!

 

En kommentar til “Skolegårdens og skolelægens udfordringer” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “Skolegårdens og skolelægens udfordringer”

  • Ulla M. Pedersen

    Godt skrevet, det kan være optakt til en god bog – så skriv videre. Jeg genkender det, men det er noget før Sørens skolestart, vi havde kun Asschenfeldt som skolelæge der nærmest lignede et “monster”, og gud var pigerne også bange de blev også rørt ved. Held og lykke

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skolegårdens og skolelægens udfordringer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER