
Vandværker i bekneb for bestyrelsesmedlemmer
7. februar 2014 - kl. 12:53 - af Henrik Christensen
Det kan betyde nedlukning af tre velfungerende og selvstændige vandværker, der så skal forsynes gennem Frederikshavns Kommunes Vandforsyning, med sandsynlighed for at prisen på drikkevand bliver højere.
Det er vandværkerne i Voerså, Præstbro og Rugtved, der her er tale om. I Voerså ønsker formand Gynther Mølgård at gå af efter 7 år på posten og endnu flere som bestyrelsesmedlem. I Præstbro og Rugtved kniber det gevaldigt med at få forbrugere til at gøre en frivillig indsats i bestyrelserne.
Voerså Vandværk afholder generalforsamling 12. marts, og i en rundskrivelse til sine egne bestyrelsesmedlemmer skriver Gynther Mølgård blandt andet.
Har Voerså Vandværk en fremtid som selvstændig?
Dette spørgsmål vil forbrugerne få en grundig og fyldestgørende orientering om, på den kommende generalforsamling, da chefen for Frederikshavns Kommunes Forsyning, Lars Østergaard, deltager i generalforsamlingen.
I Voerså har vi været heldige indtil nu. Vi har kunnet skaffe, de frivillige til bestyrelsen, som var nødvendigt, men nu kniber det voldsomt med en ny formand.
Vil en eventuel fusion med naboerne løse problemet? Her kan jeg selv komme med svaret, og det må være ”næppe”.
I Voerså Vandværk har vi de sidste år bekostet adskillige kroner på opdatering af både vandværk og ledningsnet samt ringforbundet værket med Præstbro og Rugtved. Det betyder, at der i en eventuel nød- eller katastrofesituation, så er drikkevandsforsyningen til forbrugerne sikret.
Værket i Voerså har en sund økonomi og kan fremvise et stort overskud på generalforsamlingen.
Krav til hygiejne og administration
I de sidste år, er der fra lovgivningens side stillet store krav til bestyrelsesmedlemmer og personale, der arbejder med drikkevandet på værket. Sidst har der været medlemmer på hygiejne- driftslederkursus.
Herudover stilles der store krav til administration, hvilket betyder øgede omkostninger, og alene de store krav der stilles, kan være med til at frivilligt bestyrelsesarbejde ikke er interessant for, den enkelte forbruger.
De tre bestyrelser for Voerså, Præstbro og Rugtved Vandværker er enige om, at Frederikshavns Kommunes Forsyning laver forhåndsundersøgelser og kommer med et oplæg på generalforsamlingerne om mulighederne, i forbindelse med vandforsyning til de tre områder.
Formand Gynther Mølgård håber, at rigtig mange møder op på generalforsamlingen, og vil være med til at tage ansvar for den fremtidige vandforsyning i området.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vandværker i bekneb for bestyrelsesmedlemmer' til en bekendt