
Læs denne uges Finansbarometer lige her
6. februar 2014 - kl. 0:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhængig analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
SF’s udtræden af regeringen overskygger bedre nøgletal.
Danmark
Den altoverskyggende nyhed i løbet af ugen har været SF’s udtrædelse af regeringen i kølvandet på salget af DONG aktier til bl.a. Goldman Sachs. Da SF allerede har tilkendegivet, at de ønsker at være parlamentarisk grundlag for en SR-regering, er der derfor ikke udsigt til noget nyvalg. Dette er sket før i Danmarks historien, bl.a. da CD trådte ud af regeringen under Schlüter. Der er fortsat bred opbakning i Folketinget til den førte økonomiske politik og der er ingen grund til at tro, at dette vil ændre sig.
Regeringskrisen har desværre overskygget, at vi har fået en række positive nøgletal for dansk økonomi. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var et pænt og overraskende fald i bruttoledigheden på 2.300 personer korrigeret for sæsonudsving, hvilket betyder, at der er godt 15.000 færre registrerede ledige ved udgangen af 2013 end året før. Samtidig er bruttoledighedsprocenten ved udgangen af 2013 faldet til 5,6% mod 6,1% året før. Selvom tallene skal tages med et forbehold, så tyder andre indikatorer på, at faldet i ledigheden også skyldes, at der er kommet flere i job. I de sidste 4 måneder af 2013 har vi hver måned set et stigende antal jobannoncer lagt på nettet, og niveauet i december var på det højeste siden oktober 2008. Desuden vil den svagt tiltagende økonomiske vækst også gavne arbejdsmarkedet positivt.
I sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik også konjunkturbarometre for januar måned. Konjunkturindikatorerne for erhvervslivet var samlet set positive. Industritilliden steg til hele 13 i januar fra 3 i december, hvilket indikerer, at industrien ser markant lysere på fremtiden. Dette skyldes ikke mindst, at vores eksportmarkeder klarer sig bedre og at økonomiske nøgletal for Europa fortsat peger mod lysere tider. Dette er et godt tegn for dansk økonomi, idet vi forventer, at det primært er eksporten, der skal drive væksten i år.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt