
Vikingerne kommer på dit bibliotek i vinterferien
1. februar 2014 - kl. 10:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kom tættere på vikingerne – mød dem i børnebiblioteket på Skagens, Frederikshavn og Sæby Biblioteker og prøv de mange sjove og seje aktiviteter, vi har planlagt.
Konkurrence! – mal din egen viking
Ingen ferie uden en lille konkurrence! Læg vejen forbi dit lokale børnebibliotek i uge 7 eller 8 og hent en en viking, som du kan farvelægge derhjemme. Når du har malet vikingen, skal du aflevere den på biblioteket, hvor vi udstiller alle tegningerne. Fredag den 21. februar trækker vi en vinder på hvert lokalbibliotek, og vinderen vinder en sej bogpræmie. Vi har mange seje vikingetegninger at vælge imellem, så skynd dig at hente lige netop den du har lyst til at farvelægge.
Mød en ægte viking!
Lørdag den 15. februar kl. 10.30 kan du møde en ægte viking på Frederikshavn Bibliotek! Vikingen hedder Jeppe, og han åbner døren til vikinge-verdenen for os og viser os sit hverdags- og krigsudstyr, som han har lavet på ægte vikingemaner. Derudover fortæller han om, hvordan det var at leve under de gamle danernes vilkår.
Prisen for at møde vikingen Jeppe er kr. 10,- pr. person. Du kan købe billetter på Frederikshavn Bibliotek allerede nu eller bare møde op lørdag den 15. februar.
Lav dit eget sværd
Alle vikinger havde et sværd, så de kunne beskytte sig selv og deres hjem! Så for at blive en rigtig viking, skal du komme ned på dit børnebibliotek og lave et sejt sværd!
Vi laver sværd i liggeunderlag og med gaffatape, så de ikke bliver helt lige så farlige som de rigtige vikingers sværd – men de bliver garanteret rigtig flotte.
Arrangementet er for børn fra 7 år. Hvis du er yngre, skal du have en voksen med til at hjælpe dig. Pris: kr. 10,- til materialer. Hvis vi får rigtig mange gæster, kan du komme til at vente på en tom plads ved bordet.
Sæby Bibliotek: Mandag den 17. februar kl. 13.00-15.00
Lav en runesten
– Ved du, hvordan du staver til dit eget navn med runer?
– Eller skal du måske skrive en sød hilsen til din mor med runer?
Find en sten – eller en mursten, hvis sneen dækker stenene i din have. Tag den med på dit lokale bibliotek, så har vi runealfabetet og maling, så kan du lave din helt egen runesten.
Husk, du skal selv kunne løfte den sten, du har med.
Arrangementet er for børn fra 7 år. Hvis du er yngre, skal du have en voksen med til at hjælpe dig. Det er gratis at deltage, men du kan komme til at vente lidt, hvis der ikke er plads ved bordet.
Sæby Bibliotek: Torsdag den 20. februar kl. 13.00-15.00
Få en sej viking-tatovering – Tattoo Jack kommer…
Så skal der gang i udsmykningen. Få en sej eller sød tatovering, når Tattoo Jack kommer på besøg på dit lokale bibliotek og laver tatoveringer på børn!
Til mødrene: bare rolig – det er ikke en rigtig tatovering, den er ikke farlig, og den kan nemt vaskes af igen.
Alle børn er velkomne. Fri entré – der kan opstå ventetid, hvis der ikke er en tom plads ved bordet.
Sæby Bibliotek: Fredag den 21. februar kl. 10.00-13.00
Få en fin vikinge-fletning
Sildebensfletning, kina-fletning – hvad mon Helena og Astrid vælger at udsmykke dit hår med, når de besøger Skagens Bibliotek for at flette dit hår på bedste vikingemaner?
Kom og bliv super fin torsdag den 20. februar kl. 10.00-13.00 på Skagens Bibliotek.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vikingerne kommer på dit bibliotek i vinterferien' til en bekendt