Ugens klumme: Første skoledag – august 1964

1. februar 2014 - kl. 0:30 - af Henrik Christensen

Søren er noget beklemt ved situationen, og han har en klump i halsen, der ikke helt vil gå væk – heller ikke selv om han rømmer sig og synker flere gange. Der er også den lidt salte smag i munden, og det kriller i næsen. Måske er der endda forræderiske tårer, der presser på i øjenkrogen. Der er sikkert mange andre af de mindste børn, der har det på samme måde som ham. Skolegården summer af liv fra de flere hundrede børn, og der bliver tysset kraftigt fra de to gårdvagter – Damsgaard og Willaing.

Børnene er blevet bedt om at tage plads i de nymalede nummererede båse, der pryder skolegården i østsiden op mod den ældste høje røde murstensbygning. Denne gamle, statelige og monumentale bygning udgør sammen med flere andre bygninger af nyere dato – placeret i en halvcirkel omkring skolegården – Sæby Skole.

I løbet af sommeren er båsene nok blevet frisket ekstra op med hvid maling af den nystartede pedel, Wang Hellum, der netop har opsagt sin stilling som pølsemager på Slagteriet til fordel for et nyt og mere alsidigt job på Sæby Skole.

Søren er blevet beordret til bås nr. 3, hvor de der starter i 1.c skal tage plads. Man skal stå hånd i hånd – to og to. Søren står sammen med Jeppe, som han heldigvis kender lidt i forvejen fra leg i området omkring Slagteriet og Ulldahlsvej, Jeppe bor med sine forældre i et nyere hus tæt på vandtårnet, og Jeppes flinke farfar, Christian Larsen, er i øvrigt slagteriarbejder, og en god kollega og bekendt af Sørens far, Svend Sulbæk. Udover Jeppe kender han også Lis og Jane og Allan, der alle bor i kommunens huse på Kløvervej, så det hjælper lidt på trygheden, at der trods alt er et par andre børn han kender.

Søren står jo ved en skillevej på grænsen til det ukendte, efter at han i sine første syv leveår har levet trygt hos sin hjemmegående mor i huset på Aalborgvej – i den tid før der i Sæby fandtes børnehaver, der kunne forberede småbørnenes overgang til skoletiden.

Nu står han så pludselig her, hvor der skal til at ske noget afgørende nyt: Skoletiden kan ikke længere udsættes. Og Søren har midt i sin medfødte skepsis overfor det nye og ukendte, trods alt glædet sig i nogen tid.

I sin hånd har han en fin ny og velduftende læderskoletaske med to udvendige lommer – og i en af disse et nyt penalhus, fyldt med nyspidsede blyanter, en lineal og et viskelæder. Alt sammen indkøbt et par dage i forvejen hos ”Krølle”, der driver en legetøjs- og læderforretning i Vestergade. Krølle er egentlig uddannet manufakturhandler hos Engelsk Beklædningsmagasin, der ligger lige overfor hans kombinerede legetøjs- og lædervareforretning, hvilket måske kan forklare mandens altid ulastelige påklædning med jakkesæt og butterfly. En kombination der kunne lede tankerne hen på den mange år senere fra TV kendte ”Hr. Schwann” fra Matador. Af en eller anden årsag bryder Søren sig ikke særlig meget om ”Krølle” – så er han mere glad for at skulle over til EBM bagefter. Her bliver der blev købt nye bukser til skolebrug og en fin nylonskjorte med korte ærmer – højeste mode i midttressernes opadstigende danske velfærdsstat. I modsætning til ”Krølle”, der nøjes med at holde døren for sine kunder og bukke næsten overdrevent høfligt, når man går, så får børnene ofte balloner eller andre småting efter endt handel hos EBM!

Nu ringer klokken under skolens ur på væggen højlydt og markerer at klokken er blevet 10, og skoleinspektør Jørgen Nielsen tager plads foran de mange båse i skolegården, hvor børnene omsider er blevet tysset til ro. Søren synes han ser meget streng ud med sit hvide hår og stålindfattede briller, mens han holder sin velkomsttale, sekunderet af Charles Sørensen, der er viceinspektør. Begge udstråler i Sørens øjne en nærmest militæragtig alvor og autoritet, der understøttes yderligere af opmarcheringen i skolegården. Jo han er slet ikke tryg, så det er godt at mor er med, selv om hun sammen med de andre mødre tager plads et stykke fra børnene.  At såvel Jørgen Nielsen – og måske i endnu højere grad Charles Sørensen – viste sig at være et par særdeles rare mennesker med et stort hjerte for børn, vidste Søren ikke på dette tidspunkt. Derimod var der andre lærere, som der var større grund til at frygte, men det var en oplevelse Søren på denne første skoledag endnu havde til gode!

Så bliver børnene lukket ind klassevis. Bås 1 med 1.a – bås 2 med 1.b og bås 3 med 1.c. Søren bider tænderne sammen, såvel de blivende som det anselige antal rokketænder, og følger med Jeppe i hånden op ad den kolossale massive stentrappe, der går gennem Sæby Skoles gamle bygning – helt op til næst øverste etage, hvor den erstattes af en trætrappe. Så langt skal 1.c imidlertid ikke, da deres nyferniserede klasselokale ligger på første sal. Her bliver de kommende elever bliver vist hen til deres borde, der allerede er forsynet med navneskilte. Velopdragne og autoritetstro som børn var på den tid, bliver man pænt stående ved siden af bordet indtil læreren giver dem lov til at sidde ned. Børnene sætter sig så to og to ved deres pulte, og præsenteres for deres kommende lærere.

Det er et par unge nyuddannede kvindelige lærere, der har fået 1.c. En fru Lilleør som klasselærer og til dansk, og frøken Böhme til regning. De unge lærerinders afslappede sødme står i skærende kontrast til opmarcheringen udenfor, og det får straks de lidt betuttede børn til at slappe mere af. De mange mødre sidder ved opstillede stole bagerst i det lille klasselokale, og lærerne tager opstilling bag katederet, der står på en forhøjning op mod tavlen.

Fru Lilleør byder velkommen – og mens Søren funderer over hendes i Sæby lidt pudsige og ukendte navn – bliver der delt bøger og hæfter ud til de nye elever. 24 elever er der i klassen, hvoraf der er hele to styks Søren. Da der skulle skrives navneskilte, var der derfor et problem, da de begge også viser sig at hedde ”Jensen” til efternavn. Derfor bliver der tilføjet et ”V” på Sørens navneskilt med hentydning til mellemnavnet ”Visti”. Et navn som Svend og Else ved dåben havde forsynet ham med – som minde om en dreng med netop det navn fra en af de utallige gårde, hvor Svend Sulbæk i sin ungdom havde gjort tjeneste. Søren havde indtil da ikke rigtig brugt sit mellemnavn, men dette ændrede sig fra den ene dag til den anden, og ”Visti” blev kaldenavnet skoletiden igennem – og blev efterhånden også accepteret af ejermanden selv.

Efter gennemgang af en række praktiske ting omkring det at gå på Sæby Skole – herunder også ordensregler – bliver timeplanen for 1.c delt ud. Skoledagen slutter for de nye elever typisk hver dag ved middagstid – også om lørdagen. Når man kommer op i de større klasser, er der indbygget en middagspause i undervisningen, så man kan komme hjem og spise. Efter yderligere et par praktiske oplysninger forlades klasselokalet, og Søren og mor Else begiver sig hjemad.

I skoletasken, som Søren stolt selv bærer hele vejen hjem, er der en bunke nye skolebøger, der inden i morgen skal bindes ind i det omslagspapir, der var blevet købt hos Egon Kristiansen i Vestergade – samme dag som de havde købt skoletaske og penalhus hos Krølle…

Dette var fragmenter af min hukommelse omkring min første dag i Sæby Skole. Jeg kom til at opleve en skole i en brydningstid mellem det gamle autoritære system under indflydelse af en mere fundamental kristendom end den vi kender til i dag – og så det mere moderne undervisnings- og menneskesyn som vore egne børn kender til.

Sæby Skole findes ikke mere – kun et krater midt i byen, hvor en krakket byggematador ikke har formået at rejse det boligbyggeri der oprindelig var planlagt. Men minderne har vi lidt ældre Sæbybørn stadig om stedet som det engang var, og min andel af disse erindringer vil jeg i senere klummer forsøge at vække til live.